Det vigtigste er ikke hvad du ved, men hvad du bruger det til

Der var engang, hvor jeg var dybt bekymret for om jeg havde leveret godt nok. Om slutproduktet på alt fra skolegang til jobansættelser så helt rigtigt – og perfekt som muligt – ud på mit cv.

I dag er jeg blevet væsentligt klogere.

Det er ikke så vigtigt i sig selv, hvad jeg har gjort eller hvor længe jeg har gjort det. Det afgørende er, hvad jeg har taget med, hvad jeg har lært og hvordan jeg kan bruge det fremadrettet til at gøre en forskel.

Et 12-tal i en test siger bare noget om, hvor god jeg er til at tage en test, ikke noget om, hvor god jeg er til at omsætte viden til nye løsninger.

Jeg kigger ikke på 12-taller. Jeg kigger på mennesker. Jeg er kollega med mennesker og jeg er chef for mennesker. Viden er ingenting i sig selv. Det afgørende er, hvordan den bruges og omsættes i virkelighed, hvorfor jeg prioriterer det hele mennesket foran mig mere end bare at kigge på listen over tidligere ansættelser eller karakterer på et eksamensbevis.

Og det er mere interessant – og givende – end nogensinde.

Automatiseringer og nye teknologier frigør et uhørt potentiale til at være menneske på arbejdsmarkedet, hvis ellers vi forstår at forløse det.

Vi kan nu, mere end nogensinde, slippe grebet lidt om slutproduktet og fokusere mere på det, der er gået forud. Se styrke og værdi i processerne i stedet for at måle succes på slutproduktet alene.

Det er således her de menneskelige kompetencer for alvor kommer i spil. Evnen til at forløse sin egen og andres faglighed til at finde nye veje, teste og fejle, lære og udvikle. Alt det, der er grundsubstans i at være menneske, men som op gennem industrialiseringen blev sat under voldsomt pres af et udtalt fokus på højproduktivitet efter devisen om mere, hurtigere og billigere.

Det betyder noget at være menneskelig. Det kan gøre en forskel at være menneskelig.

Når vi ikke bliver forløst på grundlæggende menneskelige kompetencer, så bliver vi frustrerede og ulykkelige. Vi mister motivation og arbejdsglæde. Vi skifter job, fordi vi har brug for at blive kastet ud i noget nyt, og for at få os selv og det vi kan bragt i spil i en ny kontekst. Det er personlig udvikling, og behovet er hastigt stigende.

Derfor er det så vitalt, at virksomheder begynder at se på deres arbejdsstyrke på en ny måde, at man som chef og kollega får øjnene op for hinandens styrker og svagheder i et langt bredere perspektiv end det rent faglige. Værdsætte personlige kompetencer og give plads til at også de kan forløses i et arbejdsliv.

Og der er nok af gevinster at hente. Også nogle, der vil kunne afspejle sig i bundlinjerne.

For når det lykkes, så bliver faggrænser eksempelvis ikke noget, der støder ind i hinanden, men noget der flettes sammen til nye muligheder. Arbejdslivet bliver noget, der giver mening og udvikling bliver et mål i sig selv. Dermed kan vi måske også komme nulfejlskulturen til livs. Noget der i den grad er kommet ind ad bagdøren gennem vores ekstreme fokus på slutprodukterne.

Det er trods alt menneskeligt at fejle, og modsat maskinerne har vi en helt unik evne til at lære af vores fejl. Det har der altid været stort potentiale i, og det er faktisk langt mere interessant end bare opremsninger i et cv.

Læs også:

Tal væredygtighed op!

Videndeling – guldægget, der blev en varm kartoffel

3 vigtige ting jeg har lært af at være mellem jobs

Genindfør rygepauserne

Jeg har, hvis man lige ser bort fra lakridspiber, været ikke-ryger i adskillige år, og jeg har ikke fortrudt det en eneste gang. Eller det vil sige, faktisk er der lige præcist ét aspekt af lasten, som uheldigvis blev skoddet sammen med cigaretterne; den løbende undskyldning for at tage nogle minutters pause i løbet af arbejdsdagen, hvor man mødte kollegaer i en uformel kontekst.

Lige dér, i tobakstågerne, var tonen fri, refleksionerne flød på tværs af afdelinger og mennesker. Ideer opstod, kriser blev taget i opløbet, sociale relationer blev styrket og erfaringer udvekslet uden nogen skelen til status og hieraki. Læs resten

Slip dine post-its og få flere ideer

Jeg har hovedet fuld af ideer. Fordi de er mine, så synes jeg typisk de er fremragende. Når jeg siger dem højt eller forsøger at skrive dem ned, så falder mange af dem fra hinanden – jeg tør faktisk godt tilstå, at nogle er så kreative, at de ikke har gang på jord.

Heldigvis er der rigeligt at tage af, og der kommer hele tiden nye til. Sådan er det heldigvis med ideer, og i særdeleshed for entreprenante typer som mig.

Til gengæld går det ikke altid helt så let at holde styr på dem, uagtet at de jo er fremragende, når man nu selv skal sige det.

De små ideer, dem der kan klares af dig selv, er til at håndtere. Nogle gange handler det bare om at finde nødvendig tid.

Så er der de større ideer, dem der kræver fødselshjælp. Dem der skal gemmes til senere på ugen eller længere ude i fremtiden eller er så ukonkrete at de er helt uden tidshorisont.

Jeg har masser af den slags ideer.

Ideer, der kræver hjælp, flere ressourcer, en anden kontekst, bedre tid eller simpelthen bare den rigtige timing. nogle kræver det hele og lidt til.

Men hvordan får jeg dem så overhovedet gjort til virkelighed? Bliver de ikke bare en voksende stak af mentale og fysiske post-its, som man (naivt) skubber til siden og tænker, at ‘det ser jeg på, når det hele falder lidt til ro’?

Det kan jeg sagtens huske … not

Det falder mig ikke umiddelbart naturligt at være systematisk, det er noget jeg har lært – og stadig lærer – mig selv. Jeg forsøger helt konkret, at lade min systematiske venstre hjernehalvdel gøre det, som den er bedst til, og dermed frigøre energi til at være mere kreativ i højre hjernehalvdel.

Det er min personlige oplevelse, at små lapper papir med ideer og strøtanker er højre hjernehalvdels naive forsøg på at skabe en opslagstavle til en eller anden form for overblik.

Men højre hjernehalvdel er slet ikke skabt til organisering og systematik. Det er her fantasien, kreativiteten, følelser og impulsivitet ligger.

Modsat er venstre hjernehalvdel glimrende til at administrere en opslagstavle. Her ligger logik, fornuft, orden og systemer.

Kunsten er at bruge det bedste fra begge hjernehalvdele, hvilket af uransagelige årsager ikke falder alle mennesker specielt naturligt. Mange oplever, at den ene side dominerer over den anden.

Du kan skabe orden i kaos

Jeg ser mine styrker i den højre hjernehalvdel, men jeg har lært mig selv at styrke det endnu mere ved at hente hjælp fra den venstre.

Er du også et impulsivt og kreativt mennesker, kan du også lære det. Og ja, der en grad at tvang indbygget, og ja, det er faktisk træls til at starte med.

Til gengæld tør jeg godt love, at det er investering som du vil elske dig selv for.

Helt grundlæggende handler det om organisering af tanker, og det skal IKKE ske med post-its eller papirlapper.

Du skal bruge et system, som din venstre hjernehalvdel vil sætte pris på.

Svaret ligger i skyen

Jeg har et Google-dokument liggende i skyen, som jeg har adgang til fra alle mine enheder. Det betyder, at jeg faktisk har lige så nem adgang til den, som til en papirlap. Til gengæld er det samlet ét sted, og jeg kan altid finde den.

Når papirlapperne er fysisk væk, og skrevet ned et sted, hvor det ikke bliver væk, slapper din hjerne af. Med de små gule lapper kan det godt være, at ideen eller tanken er skrevet ned, men ubevidst forsøger din hjerne i stedet at holde styr på, hvor du har lagt sedlen.

Ulempen er så oven i købet, at sedlen sjældent er der, hvor du selv er, når du skal bruge den.

Det betyder ikke, at jeg har skrottet sedler (desværre), men jeg bruger dem kun til dag-til-dag-ting. Alt der går længere ud end det, eksisterer i dag kun digitalt.

Fordelene er flere.

Jeg ved altid, hvor mine ideer og tanker er skrevet ned.

Jeg har altid adgang til dem, hvis jeg skal bruge den eller hvis der skal føjes noget til.

Der er uendeligt med plads, så ret beset kan alting stå ét sted.

Lige præcis det med at der er uendeligt plads kan så faktisk gå hen og blive problematisk over tid. For det kan blive en meget lang seddel. Derfor skal den løbes igennem en gang i mellem. Dels for at få frisket ideerne op, dels for at kickstarte nye ideer og – ikke mindst – for at få slettet nogle af dem, der bare ikke giver mening mere.

De bedste ideer fra listen, dem der er klar til at blive konkrete, bliver løftet fra sedlen over i deres eget Google-dokument. Hver deres. Her kan de behandles som klassiske projekter med alt fra analyser til strategi og handlingsplan, og det i et dokument, som er nemt at dele med andre, hvis der er brug for input.

Du kan godt have flere af den slags ideprojekter liggende. Da det nu har karakter af projekt med alle de konkrete værktøjer og systemer, der følger med, så passer det langt bedre til venstre hjernehalvdel, hvilket aflaster højre hjernehalvdel og dermed frigøres plads til at skabe nye ideer.

Når ovenstående fungerer optimalt, får du en følelse af mere mentalt overskud. Højre hjernehalvdel er ikke frustreret over at være på overarbejde, din venstre hjernehalvdel er ikke frustreret over alt det rod, som højre hjernehalvdel laver, og fornemmelsen af tid og ressourcer ændrer sig til din fordel.

LÆS OGSÅ:

Kunsten at være en sten i skoen

Elsk dine fejl, du bliver klog af dem! Her er en af mine og hvad jeg lærte af den

Har du dræbt en igangsætter i dag

Elsk dine fejl, du bliver klog af dem! Her er en af mine og hvad jeg lærte af den

Jeg hader at begå fejl, og jeg er helt fantastisk god til at banke mig selv oven i hovedet, når tingene ikke falder ud, som jeg havde håbet på, regnet med eller arbejdet for. På det punkt adskiller jeg mig formodentligt ikke fra flertallet.

Hvis man, som jeg, er intrapreneur, der bygger nyt op inden for eksisterende rammer, eller er entrepreneur, der starter noget op for sig selv, ramler man også ind i en pæn del af dem.

Til gengæld er jeg heller ikke bange for at vedkende mig dem, og faktisk har jeg et væsentligt mere nuanceret forhold til det at begå fejl i dag end tidligere i mit liv.

Fejlene er således uundgåelige, når man vover noget, prøver at gå nye veje, og udfordrer sikre løsninger i jagten på bedre løsninger. Faktisk er fejlene nogle gange lige præcis dem, der skærper kursen og ender med at give en bedre løsning.

Jeg har selv begået min andel af fejl, hvoraf nogle har efterladt en fornemmelse af utilstrækkelighed, hvilket er naturligt, men også baner vejen for en mental opgradering.

En af de fejl, som jeg længe slog mig selv hårdt i hovedet over, var et jobskifte for seks år siden. Jeg havde etableret og efterfølgende haft ansvaret for Ekstra Bladets digitale sportsredaktion, da jeg greb chancen for at blive digital produktchef i Folketidende Gruppen på Lolland-Falster med ansvar for blandt andet folketidende.dk og lokalnyhederne på Radio Sydhavsøerne.

Jeg startede 1. januar 2009 og seks måneder senere afleverede jeg min opsigelse.

Isoleret set – og sådan som det vil se ud på et klassisk cv – ligner det en fejlansættelse.

Det var også sådan jeg følte det dengang. Faktisk sad jeg med en følelse af, at have mødt min egen begrænsning. Både fagligt og mentalt. Jeg følte, at jeg havde fejlvurderet opgaven og kæmpet forgæves for mine ideer, som jo åbenbart heller ikke havde været bæredygtige nok. Jeg er en hård kritiker af mig selv, og da jeg har hjertet med i alt, hvad jeg laver, så ved jeg også hvor kniven skal stikkes ind.

I dag er mit syn på jobskiftet og det halve år på Sydhavsøerne et helt andet. Ret beset var min tid dernede præget af stor succes med massiv trafikvækst, vellykket redesign samt indholdsmæssige og redaktionelle opture, men jeg glemte at fokusere på dem, da de sorte skyer trak ind over med spareplaner og en øverste ledelse, der mente at den digitale satsning skulle afvikles for at redde printforretningen. Jeg endte  med at præsentere et redaktionelt koncept, hvor man kunne fastholde en grad af digital tilstedeværelse uden mig, og fandt således pengene til en digital besparelse ved at “fyre” mig selv.

Når det fortælles sådan, så ligner mit jobskifte fra det, der dengang var Danmarks mest innovative redaktionelle onlinemiljø til et mediehus på Lolland-Falster, ikke helt den samme fejltagelse.

Og det er en af de væsentlige lektioner, jeg har taget med. For fejl er kun fejl, hvis ikke man lærer noget af dem, og jeg lærte rigtigt meget.

Af en stor mængde værdifuld viden jeg tog med mig, er her nogle andre væsentlige pointer.

En beslutning er altid den rigtige, når den tages
Det lyder banalt, men hvem tager egentligt bevidst forkerte beslutninger? En beslutning er rigtig på det tidspunkt, hvor den bliver truffet. Når der er vejet for og imod på intuition og input fra fornuften, så er der ret beset ikke noget at komme efter. Hvordan skulle man have truffet en anden beslutning? Der er ingen grund til at pine sig selv unødigt.

Det er nemmere sagt end jeg gjort. Jeg arbejder stadig med det, men oplever faktisk også at det bliver bedre.

Og ja, jobskiftet var det rigtige for mig på det givne tidspunkt. Jeg var den rette til jobbet, udfordringerne var de rigtige, arbejdsbetingelserne udviklede sig bare drastisk i en forkert retning.

Sådan er det med masser af små og store projekter, der klemmer sig ind i mellem alle dem der lykkes. Efter at jeg er blevet bevidst om det, er det blevet væsentligt nemmere at håndtere.

Succeser skal synliggøres
Siden jeg stoppede i Folketidende Gruppen har jeg gjort det til en dyd at notere succeserne ned. Det er ikke nok at sole sig i øjeblikket og så haste videre til det næste, selvom det falder ret naturligt. Jeg sender en gang i mellem en rosende mail til mig selv med et skulderklap for en konkret succes, og jeg gemmer dem i en mappe med de mails, som jeg løbende modtager med ros fra eksempelvis chefer og kollegaer. Når tvivlen om evnerne kommer snigende, så er det ret beset bare at åbne mailmappen.

Det har den sidegevinst, at når/hvis der skal skrives en ansøgning, så er der nok af succes’er at bruge som ‘salgsargumenter’.

Som chef prøver jeg i øvrigt også selv at få kanaliseret succes-historier ud i organisationen. Over tid galvaniserer det, så organisationen bliver bedre rustet til håndtere nye udfordringer!

Omfavn fejlene
Den største – og eneste alvorlige – fejl man kan begå, er at ignorere fejltrin eller glemme dem. Når tingene lykkes, skyldes det ofte at man tidligere i livet har begået en fejl, som man er blevet klogere af.

Det kræver så også et solidt greb om ondets rod og en grad af dissekering. Mit ophold på Lolland-Falster fyldte rigtigt meget mentalt i en periode bagefter, men da jeg begyndte at reflektere over det, skrive hvad der gik godt og hvad der gik galt, ændrede det sig fuldstændigt. Fra en klump i maven blev det til en projektevaluering som så meget andet. Med konkrete viden, som jeg har brugt siden.

Ingen innovation uden tillid
Innovation handler om at træde ud af trygge, velkendte rammer og betræde ukendt jord. Det kræver selvtillid, men også tillid til omgivelserne. De færreste mennesker ville turde ret meget, hvis ikke der var en eller anden grad af sikkerhedsnet. For mig, som intrapreneur, handler det i høj grad om tillid til ledelsen. Dem der skal sikre rammerne, dem der skal understøtte et miljø, hvor man vil udvikle sig og nok så vigtigt ikke slagter nogen for en fejl.

Er tilliden væk, som den var i Folketidende Gruppen, er jeg fuldt ud klar over, at jeg skal søge væk.

Jeg er blevet langt mere bevidst om at vurdere det arbejdsmiljø, som jeg skal udvikle nyt i. Er der nok opbakning og den rette indstilling hos de væsentlige interessenter til at jeg/vi kan lykkes? Og her er det altså ikke nok, at en chef til en ansættelsessamtale siger, at “der er højt til loftet”.

Det er iøvrigt også noget, jeg selv er blevet meget bevidst om som chef med ambitioner om at skabe et arbejdsmiljø med tryghed til at tænke ud af boksen.

LÆS OGSÅ:

Har du dræbt en igangsætter i dag?

Kunsten at være en sten i skoen

Hvor sjovt synes du, det er at gå på arbejde?

Har du dræbt en igangsætter i dag?

Rastløs. Det var prædikatet, som en gruppe medstuderende på min igangværende efteruddannelse for nyligt knyttede på min profil efter en indledende øvelse på førstedagen.

Konklusionen på en lynsøgning på nettet, hvor de fleste afsløringer om mig var baseret på LinkedIn.

En god håndfuld jobskift – godt nok flere inden for samme virksomhed – indikerede, at jeg var rastløs.

Et ord, der af uklare årsager smager lidt negativt. Uklart, fordi der ret beset ikke findes et modsat ord, der klinger tilsvarende positivt. Stillestående? Tilfreds? Sat?

Pludselig er rastløs måske ikke så dårligt endda.

Og ja, jeg indrømmer blankt, at jeg er virkelig dårlig til at stoppe op og nyde et øjebliks succes, for jeg er allerede gået i gang med jagten på det næste.

For nogen vil det lyde stressende, for dem af os, der har det på samme måde, er alternativet langt værre.

Iværksættere kender følelsen, hvad enten de er entrepreneurer eller intrapreneurer. Målet rykkes hele tiden, og i det øjeblik udvikling erstattes af drift begynder frustrationerne og motivationen svinder ind.

Det er et dilemma. Man kan knokle sig ihjel eller man kan lade være og  – vil vi igangsættertyper påstå – sygne hen og dø i stilhed.

Andre vil af bedste mening opfordre os til at stoppe op og nyde nuet. Tage en dyb indånding i stedet for at stresse os selv og vores omgivelser. Er du på en arbejdsplads, hvor det er i lange perioder handler om konsolidering eller drift, er du helt sikkert blevet præsenteret for det. Så sidder du sikkert og overvejer om det er tid til et jobskifte eller også er du begyndt at bygge om derhjemme …

Og jobskift er en helt reel mulighed/risiko, for de fleste virksomheder har i virkeligheden svært ved at rumme intrapreneurerne – igangsætterne internt i virksomheder – der, nøjagtigt som entrepreneurerne, er på konstant udkig efter nye muligheder, nye måder eller nye udfordringer.

Hvad enten man, som jeg, fremstår rastløs inden for rammerne af en virksomhed eller man er klassisk iværksætter, der er blevet indlemmet i en større virksomhed, så ligger der en konstant udfordring i at matche energien/drivkraften i igangsætteren med et (naturligt) fokus på at sikre den daglige drift.

Drift dræber innovation

Jeg ser mig selv som intrapreneur, og har derfor lært, at der ind i mellem hvert nyt projekt er en periode med drift. En nødvendighed for at sikre fundamentet for fremtidig udvikling. For entrepreneuren, der kommer ind udefra efter at have startet noget op selv, kan det vise sig som et kulturchok.

Jeg har oplevet flere lovende iværksættere, der ser ud til at have ramt helt rigtigt med deres lille nystartede virksomhed, blot for at gå helt ned med flaget efter at være blevet indlemmet i en større virksomhed. Det selvom de faktisk står i en situation, hvor der er kommet flere ressourcer til, og arbejdspresset på papiret er blevet mindre.

Facit bliver, at det der så lovende ud før et opkøb/sammenlægning ikke viser sig som nær den gode forretning alligevel. Enten fordi ildsjælen, der bar det, ikke fulgte med eller fordi ilden hos vedkommende simpelthen er gået ud efter at hans/hendes ide eller virksomhed er blevet presset ned i en virksomheds etablerede system/bureaukrati/papirgange.

Det er et klassisk scenario, og her, at der er er brug for et kursskifte. En synliggørelse af intraprenuererne, og nytænkning inden for forretningsområders livscyklus.

Hvem siger, at den der er bedst til at starte noget op, også er den mest oplagte til at drifte det efterfølgende? Og hvorfor skal et succesfuldt iværksætterprojekt presses ned i virksomhedens etablerede rammer ved et opkøb?

Men hvordan skal det gøres? Det er svært for en virksomhed at tage et projekt fra person, der har lagt hjerteblod i at få det stablet på benene, men mindst lige så svært for den pågældende at give slip på det. Modsat er det også de færreste virksomheder (og nye kollegaer), der evner at fungere med en iværksætter, der fortsætter med at køre sit projekt videre som hidtil uden at tage højde for, at rammerne og retningslinjerne er nogle andre.

Mennesker er den mest innovative ressourcer vi har

Jeg har ikke en skræddersyet løsning, men der kan allerede i dag tages de første skridt på vejen mod en. I første omgang erkende, at det er en udfordring – uanset om man er den berørte medarbejder eller vedkommendes chef – og dernæst blive bevidst om drivkraft og motivation FØR der kigges på systemer.

Jeg kommer ud af en mediebranche, der i årevis har været under massivt økonomisk pres, hvor forretningsmodeller er under konstant udfordring og der i markant grad er behov for nytænkning og innovation. Problemet er, at ingen rigtigt tør investere i noget, der måske kan give gevinst om et år, for hvad skal virksomheden så leve af i dag. Derfor bliver drift og hurtig indtjening hurtigt det praktiske, daglige krav – som man vel og mærke ikke tør sige højt, fordi det klinger hult, når man ret beset ser sig selv som moderne, nytænkende virksomhed, der fokuserer på indholdsudvikling.

I mit fag, som i så mange andre, er der masser af personer med iderigdom, lyst til at gå den ekstra meter for at skabe noget nyt og mod til at gå nye veje og bevæge sig ud af den comfortzone, som i stadig stigende grad er blevet illusorisk, fordi forretningsmodeller og brancher er under konstant pres. Til gengæld er der ikke et tilsvarende arbejdsmiljø, der understøtter det, og det er her, der skal sættes ind. Drift og innovation skal doseres, så der skabes medejerskab og lyst til at udvikle, fordi det på den ene side forbedrer fremtidsmulighederne for virksomheden, og på den anden side giver langt mere arbejdsglæde, der udløser langt mere produktiv drift (og flere ideer). Ren win-win(-win).

Et innovativt miljø starter nede fra og understøttes oppefra

Du kan ikke tvinge nogen til at være kreativ. Du kan ikke gennemtvinge en innovation. Derfor handler det for ledere om at lytte, være tilstede, og reagere, når medarbejdere lufter ideer. Herefter give pladsen/tiden til at forbedre den eller føre den ud i livet. Kreativitet og nytænkning vokser frem og drives af lyst. Du får ikke medejerskab og motiverede medarbejdere eller kollegaer ved at lade dem eksekvere på dine ideer.

Innovation starter nedefra. Det starter hos den enkelte, og det er så op til den gode leder at sikre rammerne, så medarbejderen kan få den ud over rampen.

Nøjagtigt som i curling, hvor medarbejderen kaster stenen, og lederen så fejer foran den, så den lander bedst muligt.

Og ja, det er en investering. Det er en investering i menneskelig kreativitet med en stor risiko for at det enkelte idé ikke holder hjem. Til gengæld er der altid en afledt gevinst. Motivationen er blevet højere hos den enkelte, lysten til at tænke ud af boksen er blevet større, og det breder sig, så mængden af ideer og kreativitet øges. Hvis der går én god ide på ni dårlige, så skal man jo også acceptere de ni dårlige. Men vil du ikke også kunne leve med 90 dårlige ideer, hvis du havde fået understøttet ti gode, der gjorde en kæmpe forskel for din virksomhed, dine medarbejdere og i sidste ende din bundlinje?

Der er altså al mulig grund til at værne om intrapreneurerne – hvad enten de allerede er i virksomheden eller er entrepreneurer, der er kommet til.

I en tid, hvor alle råber på innovation og nytænkning, mens etablerede forretningsmodeller er udfordrede, er der brug for dem.

Fremtiden tilhører de rastløse …

LÆS OGSÅ: Kunsten at være en sten i skoen