Hjælp, jeg har tabt min kreative gnist

Det sker på eller andet tidspunkt. Tyngdepunktet flytter længere tilbage på trædepuderne, så det til sidst er blevet voldsomt svært at bevæge sig fremad i samme høje tempo som vanligt.

Det hele er blevet 50 nuancer af grå, og vel og mærke ikke på den ophidsende måde. Faktisk tværtimod. Gnisten er væk, kreativiteten får ikke rigtigt leveret de mentale spark bagi, der skal til for at fastholde motivation og begejstring.

Jeg har været der. Det har de fleste, og det kommer snigende næsten af sig selv. Spændende opgaver bliver til rutine, kollegaerne bliver familiære og man opdager, at det der med ‘at rejse er at leve’ ikke omfatter pendlerliv.

Min kreativitet er min drivkraft, intrapreneurship er min motivation og nye udfordringer mit eventyr, men nøjagtigt som alle andre, så er jeg også et vanedyr. Helt menneskeligt, som det er, så er jeg på den ene side tilpasningsstærk, men dermed også udfordret af en snigende følelse af, at jeg keder mig, så snart jeg har tilpasset mig. Her redder min kreativitet mig ofte. Min livline til optimering af status quo. For min egen skyld, for min arbejdsplads, for mine kollegaer.

Men hvad sker der, når kreativiteten ikke stempler ind? Når man er faldet så langt tilbage på foden, at der ikke er mental energi nok til at læne sig forover og bevæge sig fremad?

Her er mine tricks til at genstarte den kreative gnist, der er så afgørende for at man kan bidrage med innovative løsninger og gøre en forskel.

1| Vær bevidst om, at det er et problem

Det kan løses, men forsvinder ikke af sig selv. Nøjagtigt som du vil tilgå et helt konkret problem i hverdagen, så er første skridt mod en løsning, at man rent faktisk ser det som et problem. Jeg har været rigtig god til at slå mig oven i hovedet for at have alt for høje forventninger til eksempelvis arbejdsglæde. Det hjælper bare ikke noget. Du gør hverken dig selv eller din arbejdsplads en tjeneste ved svindende arbejdsglæde, og den kommer ikke bare tilbage af sig selv – og slet ikke hvis du forsøger at overbevise dig selv om, at det er et ‘luksusproblem’

2| Afsæt tid til højre hjernehalvdel

Meget af det, som vi laver i hverdagen, alle rutinerne og systemerne er enormt tilfredsstillende for venstre hjernehalvdel, mens det spontane og kreative gemmer sig i højre hjernehalvdel. Optimalt set er der balance, så højre kan hjælpe venstre med at skabe nye løsninger, og venstre sikrer, at vi trods alt ikke mister jordforbindelsen. Det betyder så også, at højre hjernehalvdel skal have råderum og holdes i gang. Der kan være forskel på, hvad der virker for den enkelte, men helt afgørende er det, at man får flyttet fokus væk fra kendte opgaver.

Du kan eksempelvis lege med lego-klodser eller gå/løb/cykel en tur. Begge dele virker for mig, og faktisk er jeg blevet overrasket over, hvor godt specielt det sidste virker. I særdeleshed hvis jeg ikke skal forholde mig til andre mennesker imens. Jeg slår bare sanserne ud, og så ryger fornemmelsen af tid, mens tankerne flyder længere og længere væk. Når jeg kommer tilbage føler jeg mig så godt som altid i væsentligt bedre mental balance, og langt bedre til at tænke i nye baner. Det afgørende er, at jeg ikke går ud for mig selv for at finde løsninger (venstre hjernehalvdel), men jeg går en tur for at styrke mine evner til at finde dem (højre hjernehalvdel).

Michael Winther-Rasmussen

Jeg holder meget af at gå ud i byer alene og før de vågner. Det giver ro og plads til at lade sanserne stå åbne og lade tankerne flyde frit

3| Skub til vanerne

Det er ikke altid muligt at finde tid til at gå en lang tur, og måske er det heller ikke passende med legoklodser på dit skrivebord. Men mindre kan også gøre det. Flyt dig fysisk i din hverdag. SKAL du gå netop den rute til arbejde, sidde ved netop DET skrivebord hver dag,  spise frokost med DE mennesker hver dag? Så snart du bryder en vane, så tvinger du din højre hjernehalvdel på arbejde, og selv små justeringer i dagligdagen kan faktisk kickstarte kreativiteten.

4| Giv dig selv en udfordring

Udvikling kommer ikke ved at gøre som man altid har gjort, så her er kreativitet helt afgørende. Hvad kunne det være interessant at ændre, hvis du måtte bestemme? Så snart du har stillet det spørgsmål er du i gang med at være kreativ, og slipper du for alvor tanker fri på udfordringen, så er du rigtig godt i gang. Og nej, du behøver ikke fortælle det til nogen. Du skal ikke nødvendigvis ændre det i praksis. Øvelsen er at få sat gang i kreativiteten, så du behøver heller ikke slå dig selv i hovedet, hvis det er for urealistisk. Bare giv los!

5| Prioriter nye mennesker

Det her er, for nogle, en af de vanskelige, for jo ældre man bliver, jo mere fast bliver omgangskredsen. Uanset om du er til fest eller konference, så søger du umiddelbart hen til den/dem du kender i forvejen eller ligner dig selv mest. Det er naturligt. Det handler om tryghed. Kreativitet og ideudvikling handler dog netop om at udfordre det kendte, så det kan rykke rigtigt meget i samspil med et menneske, som du ikke kender, og som har en anden tilgang til tingene end dig selv.

Hvis du prioriterer mennesker i din omgangskreds, der slet ikke ligner dig selv, eller som på en eller anden måde puster til dine kreative sider, så vil det også kunne mærkes, når du er alene. Det input der kommer udløser refleksion, der basalt set handler om at se på noget kendt på en ny måde. En udefrakommende gnist kan være lige det, der skal antænde din egen evne til at se på tingene på en ny måde og dermed være kreativ.

Personligt har jeg haft stor glæde af eksempelvis efteruddannelse. For ud over ny viden, så er det en oplagt mulighed for at møde nye mennesker, som kommer med en anden baggrund og en anden tilgang til tingene.

LÆS OGSÅ:

Kunsten at være en sten i skoen

9 tegn på at du er intrapreneur

Når frygten for at fejle overskygger drømmen om at lykkes

Derfor arbejder du (også) for meget

Elsk dine fejl, du bliver klog af dem! Her er en af mine og hvad jeg lærte af den

Reklamer

Derfor arbejder du (også) for meget

Et nyt år står for døren, og dermed tid til at reflektere over de forgangne 12 måneder og love sig selv, hvad der skal være bedre i de kommende 12.

Listen over klassiske nytårsforsæt er lang, og blandt dem også den med ambitionen om at arbejde mindre for i stedet at tilbringe mere kvalitetstid med familie og venner.

Den er også på min liste. Hvert år. Uden at jeg rigtig synes, at det bliver bedre. Men nu skal det være.

… som jeg vist også sagde sidste år på samme tid.

Jeg tror dog mere på det denne gang. Ikke mindst fordi jeg denne gang har fundet problemets kerne. Den åbenlyse forklaring på, hvorfor jeg faktisk arbejder for meget (som i langt mere end de 37,5 timer jeg får løn for).

Den er helt naturlig, og det gælder sandsynligvis også for dig, hvis du oplever, at du bare arbejder mere og mere – med gradvist stigende frustration og vigende arbejdsglæde til følge.

Det handler om de opgaver, som du løser i løbet af en arbejdsdag, og motivation.

Arbejdslivets ulidelige forudsigelighed

Da du startede i dit nye job var alting spændende og nyt, hvorfor du gik topmotiveret på arbejde.

Efter et par måneder er opgaverne de samme, men nogle af dem er blevet rutine. Det gør ikke så meget, for der er stadig opgaver, der er udfordrende og spændende, så du knokler på.

Yderligere et par måneder senere, og hovedparten af opgaverne er nu blevet rutine. Det betyder, at du nu faktisk løser alle opgaver hurtigere, så der er heldigvis plads til at tage et par nye spændende opgaver ind, der giver dig det kick, der skal holde motivationen oppe.

De nye opgaver er dog kun nye så længe, og pludselig er din arbejdsdag fyldt op med rutineopgaver – gamle så vel som nye -hvilket i sig selv ikke er motiverende og frustrationerne begynder at dukke op.

Nu sker der en af tre ting.

  • Du siger op og finder et nyt job, fordi du har brug for nye udfordringer
  • du fastholder din arbejdstid og begynder på et eller andet ombygningsprojekt derhjemme
  • Du får ideen til et nyt arbejdsrelateret projekt, som du sætter i søen eller tager ja-hatten på og påtager dig et nyt spændende projekt på din arbejdsplads – naturligvis oven i de opgaver, som du allerede løser. Pludselig er normal arbejdstid ikke nok, men du klynger dig til den nye opgave for det er pludselig den, der er vigtigst for dig personligt. Det bliver den, der holder dig motiveret. Det er således ikke tilfældigt, at nogle (chefer) vælger at kalde det “interesse-timer”, hvorfor der iøvrigt sjældent ikke følger overarbejdsbetaling med (selvom du ret beset bidrager positivt til virksomheden).

Ingen af de tre ting løser umiddelbart noget som helst, og du vil sidde nytårsaften og love dig selv, at det bliver anderledes til næste år. Det løser heller ikke noget for din arbejdsplads, for selvom sidstnævnte kan vise sig som en gevinst på kort sigt, så er der kun så mange timer, som nogen vil bruge på deres arbejde. Derfor ender det på lang sigt altid med enten et jobskifte eller omvæltninger på hjemmefronten. Og ja, det kan såmænd også være projekter der gælder alt fra familieforøgelse til skilsmisse.

Du er helt normal!

Det er altså ikke fordi, at der er noget galt med dig – med mindre der i så fald er noget galt med hovedparten af os. Det er måden vi strukturerer vores arbejde på, og de rammer som vi arbejder i, der er problemet.

Det er min personlige oplevelse, at den nye generation på arbejdsmarkedet vil stå med mindst lige så store frustrationer. Den er vant til omstillinger i et væsentligt højere tempo, den er projektorienteret og qua et stort udbud af valgmuligheder også vant til at vælge til og fra, når rutiner og kedsomhed sætter ind.

Det bliver så arbejdsgivere og lederes store udfordring, og de må gerne tage fat nu for min og din skyld.

Det løser så bare ikke noget konkret for mig – eller dig – hvis der i det nye år skal være både høj motivation og en arbejdslængde, der ikke udløser en kombination og dårlig samvittighed over for familie og venner og frustration over, at knokle løs uden rigtigt at blive forløst i sit arbejde.

Første skridt mod bedring er dog taget. For bevidstheden om en årsag er altid starten på en løsning.

Det er nemmere at konkretisere til en medarbejderudviklingssamtale med chefen, og det er nemmere at ændre på konkret i dagligdagen.

Mit nytårsforsæt

Personligt vil jeg igen i år være mere selektiv med, hvad jeg siger ja til. En ny opgave ser måske spændende ud – hvad enten jeg selv har fundet på den eller ej – fordi den er mindre rutinepræget end de eksisterende, men hvordan ser den ud om to måneder? Er det så bare en opgave oven i alle de andre opgaver, hvorefter jeg så til den tid kaster mig over endnu en?

Og så vil jeg genoverveje mine rutineopgaver. Kan de løses anderledes? Kan nogle uddelegeres til en kollega, der vil se på dem som nye og spændende? Kan de systematiseres, så der frigøres tid? Kan der findes nye værktøjer til at løse dem?

Faktisk er det måske i virkeligheden det bedste “projekt” at kaste sig over, for måske handler det om at gøre eksisterende opgaver lidt sjovere frem for hele tiden at lægge nye oven i …

LÆS OGSÅ:
> Elsk dine fejl, du bliver klog af dem – her en af mine og hvad jeg lærte af den

> Kunsten af være en sten i skoen

> Hvor sjovt synes du, det er at gå på arbejde?

> Slip dine post-its og få flere ideer 

> Har du dræbt en igangsætter i dag?

Slip dine post-its og få flere ideer

Jeg har hovedet fuld af ideer. Fordi de er mine, så synes jeg typisk de er fremragende. Når jeg siger dem højt eller forsøger at skrive dem ned, så falder mange af dem fra hinanden – jeg tør faktisk godt tilstå, at nogle er så kreative, at de ikke har gang på jord.

Heldigvis er der rigeligt at tage af, og der kommer hele tiden nye til. Sådan er det heldigvis med ideer, og i særdeleshed for entreprenante typer som mig.

Til gengæld går det ikke altid helt så let at holde styr på dem, uagtet at de jo er fremragende, når man nu selv skal sige det.

De små ideer, dem der kan klares af dig selv, er til at håndtere. Nogle gange handler det bare om at finde nødvendig tid.

Så er der de større ideer, dem der kræver fødselshjælp. Dem der skal gemmes til senere på ugen eller længere ude i fremtiden eller er så ukonkrete at de er helt uden tidshorisont.

Jeg har masser af den slags ideer.

Ideer, der kræver hjælp, flere ressourcer, en anden kontekst, bedre tid eller simpelthen bare den rigtige timing. nogle kræver det hele og lidt til.

Men hvordan får jeg dem så overhovedet gjort til virkelighed? Bliver de ikke bare en voksende stak af mentale og fysiske post-its, som man (naivt) skubber til siden og tænker, at ‘det ser jeg på, når det hele falder lidt til ro’?

Det kan jeg sagtens huske … not

Det falder mig ikke umiddelbart naturligt at være systematisk, det er noget jeg har lært – og stadig lærer – mig selv. Jeg forsøger helt konkret, at lade min systematiske venstre hjernehalvdel gøre det, som den er bedst til, og dermed frigøre energi til at være mere kreativ i højre hjernehalvdel.

Det er min personlige oplevelse, at små lapper papir med ideer og strøtanker er højre hjernehalvdels naive forsøg på at skabe en opslagstavle til en eller anden form for overblik.

Men højre hjernehalvdel er slet ikke skabt til organisering og systematik. Det er her fantasien, kreativiteten, følelser og impulsivitet ligger.

Modsat er venstre hjernehalvdel glimrende til at administrere en opslagstavle. Her ligger logik, fornuft, orden og systemer.

Kunsten er at bruge det bedste fra begge hjernehalvdele, hvilket af uransagelige årsager ikke falder alle mennesker specielt naturligt. Mange oplever, at den ene side dominerer over den anden.

Du kan skabe orden i kaos

Jeg ser mine styrker i den højre hjernehalvdel, men jeg har lært mig selv at styrke det endnu mere ved at hente hjælp fra den venstre.

Er du også et impulsivt og kreativt mennesker, kan du også lære det. Og ja, der en grad at tvang indbygget, og ja, det er faktisk træls til at starte med.

Til gengæld tør jeg godt love, at det er investering som du vil elske dig selv for.

Helt grundlæggende handler det om organisering af tanker, og det skal IKKE ske med post-its eller papirlapper.

Du skal bruge et system, som din venstre hjernehalvdel vil sætte pris på.

Svaret ligger i skyen

Jeg har et Google-dokument liggende i skyen, som jeg har adgang til fra alle mine enheder. Det betyder, at jeg faktisk har lige så nem adgang til den, som til en papirlap. Til gengæld er det samlet ét sted, og jeg kan altid finde den.

Når papirlapperne er fysisk væk, og skrevet ned et sted, hvor det ikke bliver væk, slapper din hjerne af. Med de små gule lapper kan det godt være, at ideen eller tanken er skrevet ned, men ubevidst forsøger din hjerne i stedet at holde styr på, hvor du har lagt sedlen.

Ulempen er så oven i købet, at sedlen sjældent er der, hvor du selv er, når du skal bruge den.

Det betyder ikke, at jeg har skrottet sedler (desværre), men jeg bruger dem kun til dag-til-dag-ting. Alt der går længere ud end det, eksisterer i dag kun digitalt.

Fordelene er flere.

Jeg ved altid, hvor mine ideer og tanker er skrevet ned.

Jeg har altid adgang til dem, hvis jeg skal bruge den eller hvis der skal føjes noget til.

Der er uendeligt med plads, så ret beset kan alting stå ét sted.

Lige præcis det med at der er uendeligt plads kan så faktisk gå hen og blive problematisk over tid. For det kan blive en meget lang seddel. Derfor skal den løbes igennem en gang i mellem. Dels for at få frisket ideerne op, dels for at kickstarte nye ideer og – ikke mindst – for at få slettet nogle af dem, der bare ikke giver mening mere.

De bedste ideer fra listen, dem der er klar til at blive konkrete, bliver løftet fra sedlen over i deres eget Google-dokument. Hver deres. Her kan de behandles som klassiske projekter med alt fra analyser til strategi og handlingsplan, og det i et dokument, som er nemt at dele med andre, hvis der er brug for input.

Du kan godt have flere af den slags ideprojekter liggende. Da det nu har karakter af projekt med alle de konkrete værktøjer og systemer, der følger med, så passer det langt bedre til venstre hjernehalvdel, hvilket aflaster højre hjernehalvdel og dermed frigøres plads til at skabe nye ideer.

Når ovenstående fungerer optimalt, får du en følelse af mere mentalt overskud. Højre hjernehalvdel er ikke frustreret over at være på overarbejde, din venstre hjernehalvdel er ikke frustreret over alt det rod, som højre hjernehalvdel laver, og fornemmelsen af tid og ressourcer ændrer sig til din fordel.

LÆS OGSÅ:

Kunsten at være en sten i skoen

Elsk dine fejl, du bliver klog af dem! Her er en af mine og hvad jeg lærte af den

Har du dræbt en igangsætter i dag

Kunsten at være en sten i skoen

Jeg er som de fleste, relativt kompleks. Jeg tror ikke på, at der findes noget sådan som et almindeligt, ordinært menneske. Dermed kommer jeg – og alle andre – uundgåeligt til at være den lille eller store sten i skoen hos vores omgivelser. På godt og ondt.

Jeg gør mig ingen illusion om at kunne falde i et med tapetet, eller maskinelt sidde i et mørkt hjørne og drifte et stykke arbejde til den dag, hvor der ikke længere er brug for mig. Det gør vel de færreste.

Vi brænder alle sammen for noget, for at blive bedre, agere i en bedre verden eller gøre en forskel. Vi har faktisk alle potentialet til at være stenen i skoen. Den person, der fremtvinger en reaktion eller en refleksion, når alle andre er i bevægelse mod et mål, der muligvis blot er dikteret af manglen på et bedre.

Til gengæld er en sten i skoen sjældent forbundet med en udpræget positiv følelse, og selvom vi alle er netop det i forskellige sammenhænge, når vi sætter spørgsmålstegn eller udfordrer vanetænkning, så falder det ikke altid i god jord hos os, når andre er den samme, berømte sten.

Jeg har prøvet det på den hårde måde flere gange, og forsøgt at tillære mig kunsten at være den rigtige sten i skoen. På det rigtige tidspunkt.

Der skal stilles spørgsmål. Status quo skal udfordres. Plejer er død.

Det er en helt basal del af udvikling. Det gælder for dig både personligt og fagligt, og det gælder for din arbejdsplads.

Basalt eller ej, så er det ikke nemt, og jeg har flere gange oplevet, at et spørgsmål kan blive opfattet som undergravende af en chef, eller foruroligende af kollegaer, der lige dér følte sig konfronteret med et potentielt scenarie med masser af forandringer. Lige så meget vi har lyst til at optimere og forbedre vores egen situation, lige så skræmte er de fleste ved udsigten til forandringer, der kommer udefra.

Det er faktisk sådan vores hjerne fungerer. Den elsker systemer, og bryder sig ikke om at få dikteret ændringer. Til gengæld kan vi sagtens blive motiveret til forandring, hvis det vel og mærke komme indefra og giver hjernen udsigt til endnu bedre systemer.

Det er derfor, at din idé, der satte gang i alle de positive hormoner i dig, kan fremkalde direkte angst hos din kollega.

Det er bevidstheden om omgivelsernes reaktion, der ophøjer en sten i skoen fra noget, der føles som en afsporing til noget, der rent faktisk korrigerer en retning.

Da jeg var yngre havde jeg svært ved at styre min begejstring, hvis først en kreativ tankerække havde kastet et eller andet “genialt” af sig i mine egne øjne. Det MÅTTE ud. Uanset hvad. Desværre var timingen ikke altid optimal. Forestil dig et heldagsseminar, hvor alle hen i mod slutningen er godt møre og allerede er begyndt at spejde længselsfuldt mod døren. Pludselig er der en, der kaster en ny idé eller overvejelse på bordet. Jeps. Det var mig.

Undskyld.

Det kan lige så vel ske i det åbne kontorlandskab, hvor alle er i fuld gang med deres opgaver og pludselig er der en, der gerne vil delagtiggøre sidemanden eller endnu flere i en pludselig opstået ide eller refleksion, der ret beset intet har at gøre med de opgaver, der skal løses lige nu og her.

Jep!

Undskyld.

Jeg ved, jeg ikke er alene. Hverken om at koge over, når der er tryk på de kreative tanker eller blive irriteret, når det sker for alle andre.

Lad det bare simre, hold blusset ved lige, og fokuser i stedet på forløsningen. Det handler om timing, og indpakning.

Som med alt andet, der er drevet af spontanitet er det typisk noget, der skal læres på den hårde måde. Alligevel vil jeg her dele et par gode råd, der kan gøre dig til en mere værdsat sten i skoen, og som en sidegevinst styrke dine bedste ideer.

  1. Skriv ned! En idé, en tanke, en refleksion skal ikke holdes nede. Den skal ud, og derfor bobler du over – uden tanke på om omgivelserne er parate til at modtage input. Det betyder, at enten hører ingen efter eller også overskygges det af irritation. Skriv ned i stedet. Jeg har personligt gjort det til en vane at have en lommebog med til (næsten) alle møder, foredrag og lignende. Ud over at bruge den til at notere input, så holder jeg en tredjedel af hver side ledig til ideer og tanker, der ikke nødvendigvis har noget med det aktuelle input at gøre, og altså ret beset ville være forkert at sige højt. Det ville være at betragte som en afsporing.Til gengæld er trykket gået af den kreative trykkoger, når det er skrevet ned. Mentalt kan jeg bedre holde fokus på det, der foregår omkring mig, og samtidig ved jeg, at min ide er gemt. Intet er så vanskeligt som at sætte ord på en kreativ tanke. Det er fordi, at sprog og ord ligger i venstre hjernehalvdel sammen med logik og praktik. Kreativitet og fantasi ligger i din højre hjernehalvdel. Fordelen ved at tvinge en idé fra den ene halvdel til den anden betyder til gengæld, at den finpudses lige præcist nok til, at du efterfølgende har nemmere ved at vurdere den nøgternt og den er pludselig væsentligt nemmere at formidle til andre.
  2. Kend din modtager. En idé er sjældent noget værd, hvis den aldrig kommer længere end til nederste tredjedel af en lommebog. Den skal deles, og her er det en rigtig god ide at tvinge sig selv til at identificere, hvem der rent faktisk har glæde af den eller skal involveres. I stedet for at præsentere noget i en stor forsamling, så tag den direkte med dem, der rent faktisk kan have gavn af din idé. Helt konkret. Skriv de absolutte nøglepersoner ned ved siden af den idé, som du har noteret tidligere. Det er meget nemmere at ‘sælge’ en idé på den rigtige måde, når man rent faktisk på forhånd er bevidst om, hvem den skal præsenteres for på en-til-en-niveau. Det er min erfaring at nogle chefer eksempelvis bedre håndterer at få udfordret status quo, når det sker på tomandshånd end i større forsamlinger, hvor det kan blive opfattet som en udfordring af autoritet.

Bliver det ovenstående ikke meget struktureret og dræbende for den kreative proces? Min personlige erfaring er nej. Faktisk har jeg en følelse af, at flere af mine ideer lever længere, og det allerbedste ved at bruge begge hjernehalvdele og fokusere på timing og modtagere, så bundfælder mine bedste ideer sig væsentligt nemmere hos andre end kun hos mig selv.

Prøv det.