Tal væredygtighed op!

Det kræver sit at være menneske. Man kunne måske ligefrem gå så vidt som til at sige, at det sjældent har været sværere at være menneske. Eller at være i det hele taget.

Vi er ikke så væredygtige, som vi har været, kunne være eller i virkeligheden burde være.

Andelen af unge i alderen 16-24 år, der rammes af stress, er på det nærmeste eksploderet hen over de seneste 30 år, så mere end hver fjerde unge kvinde føler sig stresset i hverdagen.

Når det er fundamentet, der begynder at slå revner, så ER det alvorligt. Det er det, der bærer os som mennesker. Det er det, som vi bygger vores identitet på, og det er den sikre grund, som vi skal stå på, når livet omkring os slår knuder

Mental ubalance er en åbenlys udfordring, for sammenholdes det med, at det fortsat er tabubelagt at tale om sprækker i det mentale helbred, så kan virkeligheden vise sig endnu værre; at langt flere har det svært. I større eller mindre grad. Og det uanset om man er ung eller gammel.

Jeg har selv været der, vi er mange, der har været der, så det er ingen hemmelighed for ret mange, hvordan det langsomt, men sikkert kan erodere det indre fundament, og hvor svært det kan være at sige højt.

Når det er fundamentet, der begynder at slå revner, så ER det alvorligt. Det er det, der bærer os som mennesker. Det er det, som vi bygger vores identitet på, og det er den sikre grund, som vi skal stå på, når livet omkring os slår knuder.

Vi har brug for mere fokus på væredygtighed!

Ordet i sig selv er ikke optaget i ordbogen, og således til fri fortolkning. For mig er det noget helt essentielt, der fortjener langt større udbredelse.

Evnen til at være er en helt grundlæggende byggesten til lykke. Det er først i det øjeblik, at vi er i balance, er gode til at være os selv, være til – bare være i vores eget liv – at vi kan håndtere verden omkring os. Det er, når vi står helt rolig på fast grund, at behovet for at have paraderne oppe mindskes og vi åbner op for alle de impulser, der udløser lykke. Vi retter ryggen, får glimt i øjet og tillader os at elske – og blive elsket – i det vi laver og med dem, vi laver det med. Kærlighed i den bredeste forstand.

Når rummelighed og tolerance synes voldsomt udfordret rundt omkring os i øjeblikket, så skyldes det blandt andet at mange har svært nok ved at rumme sig selv. Når fundamentet er svagt, bygger vi mure.

Vores verden bliver mere og mere automatiseret, computere løser flere og flere opgaver og inden for de næste 20 år vil kunstig intelligens sandsynligvis overhale den menneskelige. Hele vores eksistensberettigelse bliver således i stigende grad funderet på evnen til at være menneske – og være god til det.

Det er særligt den unge generation, der fokuseres på i undersøgelser af befolkningens mentale helbred, hvilket nok skyldes, at vi som udgangspunkt altid håber, at den næste generation kan gøre det lidt bedre og får det lidt bedre end dem, der gik forud. Vi vil det bedste for vores børn.

Så meget desto mere alvorligt er det, at den næste generation i stigende omfang allerede har problemer.

Der er brug for en indsats, og det ville være så nemt, hvis den så essentielle væredygtighed var noget, der kunne gives, men det kan det ikke. Væredygtighed er individuel, og fuldstændig uafhængig af alder, køn, fysik, indkomst og status.

Det handler om at være sig selv og være god til det. Gennem hele livet. Der er så mange udefrakommende forventninger, der skubber rundt med os alle sammen, at vi aldrig får ro, plads eller tid til at finde det ståsted, der er vores eget. Det fundament, der netop er os, og hvorfra vi skal gøre en forskel. For os selv og for andre.

Det er netop væredygtigheden, der giver det fundament, der skal til for at træffe personlige valg, gå i en ny retning, udfordre vanetænkningen. Fundament til at træffe beslutninger der føles rigtige, selvom de ikke er de nemmeste.

Hver sommer sendes en ny generation af unge ud i verden efter et tocifret antal år i skolen, hvor de er blevet bedømt, målt og vejet for til sidst at stå med et karaktersnit, der på en eller anden måde opsummerer, hvem de er og hvor de skal have lov til at træde ind i kollektivet.

I virkeligheden er karakter ikke noget, der gives, men noget man har. Desværre er det ikke det, der render med opmærksomheden.

Resultatet er unge, der kommer ud med tårnhøjt karaktergennemsnit, men er psykisk skrøbelige, og unge med et lavt karaktergennemsnit, der føler sig mindre værd. Deres fundament er usikkert, så deres væredygtighed er lav.

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt faglig kunnen er vigtig eller ej, for den ER vigtig. Det, som det i virkeligheden handler om, er at skabe mennesker, der evner at bruge den faglige kunnen i nye sammenhænge, udvikle og skubbe til status quo – både personligt og for kollektivet. Det kræver styrke, mod og tro. Det kræver væredygtighed.

Vores verden bliver mere og mere automatiseret, computere løser flere og flere opgaver og inden for de næste 20 år vil kunstig intelligens sandsynligvis overhale den menneskelige. Hele vores eksistensberettigelse bliver således i stigende grad funderet på evnen til at være menneske – og være god til det.

Væredygtighed skal fremelskes!

Som far vil jeg gerne give væredygtigheden videre til mine børn, men det kan jeg ikke. Jeg kan gøre mit bedste for at give dem værktøjerne til det, forståelse og tro på det vigtige i den, men i sidste ende er det op til dem selv. I dag, i morgen og i resten af deres liv.

Jeg fortæller dem, hver eneste dag, at de har værdi, og at de gør en forskel ved at være dem, de er. De er værdsat fordi de netop er som de er. Jeg elsker dem betingelsesløst, og forskelsbehandler dem, fordi de hver på deres måde er et unikt bidrag til verden, og de fortjener at blive set som sådanne. Jeg lærer dem at se på andre mennesker på samme måde. Møde omverdenen med respekt og positiv nysgerrighed.

De får lov til selv at forholde sig til dilemmaer og finde den vej, der føles rigtig for dem. Jeg lærer dem styrken i at lytte til sig selv og bruge den indre stemme konstruktivt og positivt i den verden, de skal agere i. Jeg træffer ikke valgene for dem, jeg skåner dem ikke for de svære valg, men støtter dem, når de spørger og bakker op om de refleksioner, der fører frem til beslutninger, de selv kan stå inde for.

Jeg kan se, at det virker. Jeg kigger beundrende på dem, fordi de tør sige fra og vælge til ud fra deres egen overbevisning. Når de følger strømmen er det ikke fordi, det er det nemmeste, men fordi de føler, at det er den rette vej, og de svømmer lige så reflekteret den modsatte vej. De er gode kammerater, hjælpsomme, opmærksomme og empatiske. Ikke fordi det forventes af dem, men fordi de kan rumme deres omgivelser. Også dem, som de ikke er enige med.

Jeg drømmer om, at de kan holde fast, at de, når de engang står ude i verden på egne ben, kan gøre en forskel for sig selv og andre – og at de er blevet del af stort flertal af væredygtige mennesker.

Jeg frygter dog, at de snarere bliver voldsomt udfordret og ender som nogle af de få. Ude i verden venter en generalisering og et kollektiv, hvor der ikke er fokus på væredygtighed. I stedet jagtes effektiviseringen og væksten, som de afgørende byggesten til et godt liv.

Det er helt uagtet, at vi hver især fremhæver netop dem, der byder denne stramme kurs trods.

Vi kigger mod dem, der tør træde ud af hamsterhjulet, vi sender blomster til sygeplejersken, der tog sig tid og gav uventet omsorg og vi hylder iværksætteren, der tog en chance, og kassedamen, der viste tillid til kunden, der havde glemt sin pung.

Det er netop væredygtigheden, der giver det fundament, der skal til for at træffe personlige valg, gå i en ny retning, udfordre vanetænkningen. Fundament til at træffe beslutninger der føles rigtige, selvom de ikke er de nemmeste. Det kræver noget ekstra. Et overskud, der kommer af væredygtighed. Hvis vi ER og vi er gode til det, så kan vi blive et langt mere positivt bidrag også for fællesskabet, og det ikke kun hvad angår økonomi og vækst. Også som omsorgsfulde og opmærksomme medmennesker.

Vi har brug for at styrke vores egen og hinandens væredygtighed.

Væredygtighed starter hos dig og mig!

Vi kan starte med at tale hinanden op. I hjemmet, på arbejdspladsen, i bussen og hvor vi ellers møder andre mennesker. Se hinanden som hele mennesker, forskelligheder som styrker og unikke kvaliteter som potentiale. Fordi det styrker væredygtigheden hos os hver især, og dermed gør os til langt stærkere dele af fællesskabet.

Hvis vi i fællesskab blev enige om at møde hinanden med tillid – med en tro på, at der i et andet menneske er potentiale til at gøre en forskel – så styrker vi hinandens værd og dermed grundlaget for væredygtighed.

Møder vi folk, der ikke er som os selv – eller bare står i periferien til fællesskabet – med mistro og mistillid dræber vi væredygtighed. Vi marginaliserer yderligere og mindsker muligheden for, at det andet menneske kan bidrage positivt.

Måske vil det ikke være så slemt endda, hvis vi giver plads til hinandens forskelligheder, giver unge mennesker mulighed for at finde sig selv i stedet for at presse dem ind i hamsterhjulet, gøre (med)menneskelighed til en kompetence, der rent faktisk ses som et aktiv og måske skulle vi bare slække lidt på de kasser, som vi efter devisen one-size-fits-all har fundet på, at vi skal passe ned i. Når alt kommer til alt, bliver pladsen hurtigt så trang, at der slet ikke er plads til at være menneske.

LÆS OGSÅ:

> Derfor skal du prioritere en gåtur

> Elsk dine fejl, du bliver klog af dem! Her er en af mine og hvad jeg lærte af den

> Dit netværk har brug for dit “hjælp!”

> 3 vigtige ting jeg har lært af at være mellem jobs

> Hvornår har du sidst sagt tak?

 

Reklamer

Videndeling – guldægget, der blev en varm kartoffel

Der er få spørgsmål, der som et om videndeling, kan få selv fagligt stærke mennesker fra velfungerende organisationer til at flakke med øjnene, hvis ikke ligefrem slå blikket ned.

Alle er enige om vigtigheden, om betydningen for at arbejde smartere og få mere ud af ressourcerne, og alligevel bliver det aldrig rigtigt til noget.

“Vi har for travlt”, “Det bliver ikke rigtigt prioriteret”, “Vi holder møder, men det bliver mest brugt til at gøre status” osv …

Læs resten

Genindfør rygepauserne

Jeg har, hvis man lige ser bort fra lakridspiber, været ikke-ryger i adskillige år, og jeg har ikke fortrudt det en eneste gang. Eller det vil sige, faktisk er der lige præcist ét aspekt af lasten, som uheldigvis blev skoddet sammen med cigaretterne; den løbende undskyldning for at tage nogle minutters pause i løbet af arbejdsdagen, hvor man mødte kollegaer i en uformel kontekst.

Lige dér, i tobakstågerne, var tonen fri, refleksionerne flød på tværs af afdelinger og mennesker. Ideer opstod, kriser blev taget i opløbet, sociale relationer blev styrket og erfaringer udvekslet uden nogen skelen til status og hieraki. Læs resten

Derfor skal du prioritere en gåtur

Jeg er, som de fleste, skolet ud fra en betragtning om, at alle døgnets timer helst skal afvikles så effektivt som muligt. Der skal helst procesoptimeres i arbejdsgangene, og logistik og projektledelse på ninja-niveau er nærmest livsnødvendig, hvis et aktivt familieliv skal hænge sammen.

Prøv lige at flette en gåtur ind i det? Altså en tur, der typisk starter og slutter samme sted. Kan det være mindre effektivt?

Men netop fordi alt er fokuseret på effektivitet, så er lige præcist dén gåtur noget af det vigtigste du kan gøre for dig selv.

Det handler blandt andet om kemi, og om genstart af det vigtigste organ du har: Hjernen. Læs resten