Det vigtigste er ikke hvad du ved, men hvad du bruger det til

Der var engang, hvor jeg var dybt bekymret for om jeg havde leveret godt nok. Om slutproduktet på alt fra skolegang til jobansættelser så helt rigtigt – og perfekt som muligt – ud på mit cv.

I dag er jeg blevet væsentligt klogere.

Det er ikke så vigtigt i sig selv, hvad jeg har gjort eller hvor længe jeg har gjort det. Det afgørende er, hvad jeg har taget med, hvad jeg har lært og hvordan jeg kan bruge det fremadrettet til at gøre en forskel.

Et 12-tal i en test siger bare noget om, hvor god jeg er til at tage en test, ikke noget om, hvor god jeg er til at omsætte viden til nye løsninger.

Jeg kigger ikke på 12-taller. Jeg kigger på mennesker. Jeg er kollega med mennesker og jeg er chef for mennesker. Viden er ingenting i sig selv. Det afgørende er, hvordan den bruges og omsættes i virkelighed, hvorfor jeg prioriterer det hele mennesket foran mig mere end bare at kigge på listen over tidligere ansættelser eller karakterer på et eksamensbevis.

Og det er mere interessant – og givende – end nogensinde.

Automatiseringer og nye teknologier frigør et uhørt potentiale til at være menneske på arbejdsmarkedet, hvis ellers vi forstår at forløse det.

Vi kan nu, mere end nogensinde, slippe grebet lidt om slutproduktet og fokusere mere på det, der er gået forud. Se styrke og værdi i processerne i stedet for at måle succes på slutproduktet alene.

Det er således her de menneskelige kompetencer for alvor kommer i spil. Evnen til at forløse sin egen og andres faglighed til at finde nye veje, teste og fejle, lære og udvikle. Alt det, der er grundsubstans i at være menneske, men som op gennem industrialiseringen blev sat under voldsomt pres af et udtalt fokus på højproduktivitet efter devisen om mere, hurtigere og billigere.

Det betyder noget at være menneskelig. Det kan gøre en forskel at være menneskelig.

Når vi ikke bliver forløst på grundlæggende menneskelige kompetencer, så bliver vi frustrerede og ulykkelige. Vi mister motivation og arbejdsglæde. Vi skifter job, fordi vi har brug for at blive kastet ud i noget nyt, og for at få os selv og det vi kan bragt i spil i en ny kontekst. Det er personlig udvikling, og behovet er hastigt stigende.

Derfor er det så vitalt, at virksomheder begynder at se på deres arbejdsstyrke på en ny måde, at man som chef og kollega får øjnene op for hinandens styrker og svagheder i et langt bredere perspektiv end det rent faglige. Værdsætte personlige kompetencer og give plads til at også de kan forløses i et arbejdsliv.

Og der er nok af gevinster at hente. Også nogle, der vil kunne afspejle sig i bundlinjerne.

For når det lykkes, så bliver faggrænser eksempelvis ikke noget, der støder ind i hinanden, men noget der flettes sammen til nye muligheder. Arbejdslivet bliver noget, der giver mening og udvikling bliver et mål i sig selv. Dermed kan vi måske også komme nulfejlskulturen til livs. Noget der i den grad er kommet ind ad bagdøren gennem vores ekstreme fokus på slutprodukterne.

Det er trods alt menneskeligt at fejle, og modsat maskinerne har vi en helt unik evne til at lære af vores fejl. Det har der altid været stort potentiale i, og det er faktisk langt mere interessant end bare opremsninger i et cv.

Læs også:

Tal væredygtighed op!

Videndeling – guldægget, der blev en varm kartoffel

3 vigtige ting jeg har lært af at være mellem jobs

Reklamer