11 (oversete) Instagram-tricks du skal kende

Brugen af sociale medier er i fortsat vækst, og mens Facebook stadig er den helt store fælles platform for de fleste, så rykker også Snapchat og Instagram, der ligger side om side som henholdsvis to og tre på listen over sociale medier, som danskerne bruger dagligt.

Ifølge DR Medieudvikling bruger 17 procent af alle danskere over 12 år Instagram dagligt. Det er derfor en ganske væsentlig platform at være til stede på. Uanset om man er en virksomhed, forening eller privatperson, der gerne vil ud med budskaber eller skabe fællesskaber.

Mens Instagram i sin grundform er ganske intuitiv at bruge, så har platformen også knopskudt med flere nye features, som det er værd at sætte sig ind. i Og så er der alle de små tricks, som måske kan løfte hele indsatsen i en positiv retning.

Her er 11 af dem.

Organiser dine filtre

Mens mange vælger at justere billederne selv, så har Instagram også indbygget sine egne filtre. Har man kastet sin kærlighed på særligt ét af dem, så kan man sørge for, at det altid er det, som ligger som førstevalg.

Sådan gør du:

Når du har valgt/taget et billede, vælg [filtre] og scroll hele vejen til slutningen af filtrene. Her mødes du af muligheden [Administrer]. Klik på den og du bliver præsenteret for hele listen over filtre. Afhængig af din opsætning også nogle, som du måske slet ikke vidste du havde! Du kan vælge filtre fra og til med flueben, men ved at holde fingeren nede på ikonet med tre streger ud for hvert af filtrene også reorganisere rækkefølgen af dem. Du kan altså flytte dit favoritfilter op øverst på listen, og dermed er det også det, der ligger først for, når du skal redigere dine billeder fremover.

Juster styrken på filtre

Listen over filtre hos Instagram er lang, men det er ikke sikkert, at de præcist sidder i skabet i forhold til det, som du gerne vil med dine billeder. Heldigvis giver Instagram mulighed for, at du kan justere de enkelte filtres styrke.

Sådan gør du:

Når du har valgt/taget et billede, vælg [filtre] og klik på det filter, som du gerne vil bruge. Klikker du på filteret igen, så får du muligheden for at justere på, hvor kraftigt filteret skal påvirke dit billede.

BONUS: Det står formentligt højt på manges ønskeliste, at skabe sit eget filter, så man kan skabe sit helt eget unikke udtryk. Der er Instagram ikke endnu, så her skal tredjepartsapp til. Det kan eksempelvis være app’en Shift. Her kan du skabe og gemme egne filtre, og så ellers bruge dem på dine egne billeder inden du henter dem ind i Instagram.

Gem færdigredigeret billede uden at poste det

Du har taget et billede, som du har redigeret til perfektion, men du skal bruge lidt mere tid til at overveje den perfekte tekst til det. I stedet for at miste alt arbejdet med at redigere billedet, så kan du faktisk gemme det i din mobils fotobibliotek uden at det samtidig bliver postet på din profil.

Sådan gør du:

Rediger billedet som du plejer, men i stedet for at afslutte med at trykke [Del], hopper du ud af Instagram-app’en og slår flytilstand til (og WiFi fra) på din mobil. Tilbage i Instagram trykker du [Del], hvilket vil udløse en fejlmeddelelse, for mobilen har jo nu ikke adgang til internettet. Vælger du herefter at trykke på [X] og dernæst [fjern], så forsvinder billedet fra Instagram, men det er blevet gemt i dit fotobibliotek på mobilen.

BONUS: Du kan også bruge denne fremgangsmåde, hvis du vil kombinere to filtre på samme billede og ad den vej skabe dit eget udtryk uden at skulle omkring en tredjepartsapp. Du redigerer simpelthen med det ene filter og sørger for, at det bliver gemt på mobilen efter ovenstående metode. Du kan så åbne det i Instagram og udsætte det for endnu et filter.

Brug stories til at redigere billeder

Sociale medier har det med at lade sig inspirere af hinanden, og Instagram har mere end kigget Snapchat over skulderen med Stories. Og man behøver faktisk ikke kun poste som stories, hvis man gerne vil have et Snapchat-look på sine posts. Du kan også bruge stories-funktionen til at redigere dine billeder og poste dem helt som normalt.

Sådan gør du:

Klik på huset i bunden af Instagram og swipe til højre. Nu er du inde i Stories, hvilket giver forskellige muligheder for lave indhold. Vælg [Normal] og skyd dit billede. Med de forskellige funktioner i øverste højre hjørne kan du tilføje tekst, ikoner og tegne på billedet. Når du er færdig, tryk [gem] i nederste venstre hjørne. Billedet er nu gemt i dit fotobibliotek på mobilen. Herfra kan du så hente den ind i Instagram og dele det, ligesom du plejer.

Skjul billeder, som du er blevet tagget i

Foruden at dine følgere kan se dine billeder, så kan de også se de billeder, som du er blevet tagget i, hvis de klikker på det lille personikon [med en torso] på din profilside. Det er dog ikke nødvendigvis optimale sammenhænge, som man pludselig kan dukke op i og så kan det være en god idé at skjule de uheldige billeder.

Sådan gør du:

Åbn din profilside og klik på personikonet. Find det billede, som du gerne vil skjule og klik på de tre prikker i øverste højre hjørne. Det åbner en menu, hvor du kan vælge [Billedindstillinger]. Vælg her [Skjul på min profil]. Du kan også under punktet [Flere indstillinger] vælge at fjerne dit tag fra billedet eller anmelde det til Instagram.

BONUS: Du kan også vælge at tage kontrol med, hvad du bliver tagget i, så du ikke hele tiden skal ind og tjekke. Klik på personikonet og dernæst ikonet med de tre prikker i øverste højre hjørne. Vælg [Tagger valgmuligheder] og dernæst [Tilføj manuelt]. Det vil i praksis betyde, at der fremover kun vil blive vist billeder, som du er tagget i på din profil, hvis du forinden har godkendt det.

Fjern upassende kommentarer

Det er ikke kun upassende billeder, som kan være en belastning for ens tilstedeværelse på Instagram. Det samme kan kommentarer til de billeder, som man vælger at dele. Og selvom man som udgangspunkt skal være varsom med at censurere – særligt som brand – så kan det være nødvendigt at rydde ud i de værste trolls. Instagram giver blandt andet mulighed for at skjule kommentarer, der indeholder bestemte ord eller vendinger.

Sådan gør du:

Tryk på ikonet for indstillinger på din profilside. På iOS er det et tandhjul, mens Androidbrugere har tre prikker. På begge er det placeret i øverste højre hjørne. Scroll ned og klik på [Kommentarer]. Her kan du vælge at slå [Skjul upassende indhold] til, hvilket er en default funktion, som Instagram har lavet til at skjule indhold, som ofte indrapporteres som upassende. Uanset om du slår det til eller ej, så kan du under [kommentarer]-funktionen også vælge at tilføje ord og vendinger, som vil betyde, at kommentarer, som de er i, vil blive skjult.

BONUS: Du kan også vælge at blokere en bruger. Gå ind på vedkommendes profil og klik på ikonet med de tre prikker. Herefter kan du vælge at blokere brugeren, så vedkommende ikke længere ser dine opslag og kan agere på dem. Du kan her også vælge at fjerne en blokering igen.

Se alle dine likes ét sted

Har du egentligt overblik over, hvilken type billeder, som du vælger at like? Eller måske har du liket et billede, og nu kan du ikke finde det igen, fordi du har glemt, hvem der havde lagt det ud på Instagram. Ingen panik, for Instagram husker det for dig.

Sådan gør du:

Klik på tandhjulet (iOS) eller de tre prikker i øverste højre hjørne, og scroll ned til menupunktet [Opslag, du synes godt om]. Klik på det og du får en oversigt over alle de billeder, som du har liket.

BONUS: Du kan også se alle de billeder, som dine følgere har liket. Eksempelvis hvis du vil inddrage den viden i en optimering af dine egne posts eller opdage indhold, der kan være relevant for dig også. Klik på hjerte-ikonet og dernæst på [Følger]. Herefter vil du se, hvad dine følgere har liket.

Del dine Instagram-billeder på Pinterest

Instagram har gjort det nemt at dele egne opslag på Facebook, Tumblr, Twitter og Flickr. Det kan gøres ved at åbne et post og klikke på de tre prikker i øverste højre hjørne og så ellers vælge funktionen [Del]. Andres post kan ad den vej kun deles direkte på Facebook, Messenger og Twitter. Men hvad så med andre platforme? Eksempelvis Pinterest, der som udgangspunkt også er en ganske visuel platform og således egner sig godt til at kombinere med Instagram. Det kan sagtens lade sig gøre.

Sådan gør du:

Vælg det post, som du gerne ville pinne på Pinterest. Klik på de tre prikker i øverste højre hjørne. Under førnævnte [Del]-funktion på egne posts vælges [Kopiér link]. Når det gælder andres posts vælges [Kopiér delt URL]. Åbn Pinterest-app’en og klik på [+] i menuen i øverste højre hjørne. Det åbner en ny menu, hvor du skal vælge [Kopieret link] og dernæst vælger du det billede, som du vil pinne. Vil du lave manøvren på desktop kræver det en Pinterest-knap i din browser. Den kan du hente her. Når du har fået Pinterest-knappen på plads i din browser, så indsætter du det kopierede link fra Instagram i browser-feltet, hvorefter det pågældende post dukker op og du kan så klikke på Pinterest-knappen.

Lav en video med flere separate klip

Instagram er ikke bare billeder, men også video. Mange vælger at skyde én sekvens og dele den, men faktisk er det muligt at sætte flere klip sammen uden at det kræver en tur omkring et videoredigeringsprogram.

Sådan gør du:

Klik på [+] i bunden af Instagram-siden, og vælg [Bibliotek]. Vælg herefter den videosekvens, som du skal bruge først. Klik på [Næste] og vælg dernæst funktionen [Klip]. Her kan du redigere i klippet ved at klikke på dets thumbnail. Du kan også sætte yderligere et klip i forlængelse af det ved at klikke på [+]. Vil du ændre på rækkefølgeren, så holder du fingeren nede på dets thumbnail og trækker det hen til den plads i rækkefølgen, hvor det passer bedst. Hvis du vil fjerne et klip igen, så hold fingeren nede på dets thumbnail og træk det op i afspilningsvinduet.

Tag profiler i dine stories

Stories kan være en god måde at give et shout-out på – altså en offentlig anerkendelse eller synliggørelse af andre profiler. Og ligesom du kan tagge andre på dine almindelige posts, så kan du også gøre det i dine stories.

Sådan gør du:

Som nævnt tidligere åbner du for Stories ved at swipe til højre. Skyd et billede eller lav en video og tryk så på [Aa]-ikonet i øverste højre hjørne. Du kan nu skrive en tekst hen over billedet. Start med et @ og begynd derefter at skrive brugernavnet på den profil som du vil tagge. Instagram kommer selv med forslag i takt med at du skriver. Når den rette profil dukker op, så klikker du bare på den. Ved at holde fingeren på den færdige tekst kan du trække den rundt og placere den, der hvor det giver mest mening på billedet eller videoen. Du kan her også skifte skriftfarve ved at klikke på farvepaletten, og ændrer skriftstørrelsen ved at klikke på [Aa].

Hvis du tagger en profil, så vil vedkommende modtage en notifikation om det.

Find interessante nye profiler at følge

Uanset om man er ny eller garvet Instagram-bruger, så er man selv med til at gøre den relevant. Ud over at være en platform, hvor du deler dit eget indhold, så er det også en platform, hvor du kan se andres. Eksempelvis til at blive inspireret. Men hvordan finder man de rigtige profiler at følge. Man kan naturligvis vælge at benytte søgefunktionen, men man kan også lade Instagram hjælpe med forslag.

Sådan gør du:

Når du har tilføjet en profil til din liste over dem, som du følger, så kan Instagram give kvalificeret bud på lignende profiler. Gå ind på den pågældende profil og klik på den lille pil, der peger nedad ved siden af menupunktet [Følger]. Ud over at det åbner for flere detaljer om profilen, så udløser det også en liste over profiler, der ligner den pågældende. Klik på [Se alle], hvis du vil have den lange liste over forslag.

Udnyt kommentarfeltet til reach

De fleste er nok klar over, at det er klogt at bruge hashtags sammen med sine billeder, fordi Instagram bruger dem til at hjælpe brugere og indhold tættere på hinanden. Hvad de færreste måske er opmærksom på, er at Instagram faktisk ikke kun udnytter hashtags brugt i billedbeskrivelser, men også hashtags brugt i kommentarfeltet.

Sådan gør du:

Det giver sig selv, at det kræver, at du bruger hashtags i dine kommentarer, men er du typen, der gerne vil bruge rigtigt mange hashtags, men føler, at det bliver for voldsomt i billedbeskrivelsen, så lav en kommentar til billedet, hvor du placerer nogle eller alle dine hashtags. Det betyder, at du eksempelvis kan holde en meget ren tone i billedbeskrivelser med måske kun et eller to hashtags, men stadig kan udnytte gevinsten ved mange hashtags.

LÆS OGSÅ:

Udnyt Instagrams maskinrum til din fordel

Har du styr på dine Facebook-følgere?

Hvad SoMe-managere kan lære af godt smørrebrød

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s