Sådan fornyer jeg kærligheden til mit arbejdsliv

Der er få ting, der kan måle sig med en forelskelse. Den berusende følelse af, at man er en del af noget større og bedre. Ryggen rankes, smilet bliver bredere og troen på fremtiden har aldrig været badet i mere sollys.

Så bliver det hverdag. Det der føles som noget større, føles pludselig at være begrænsende, skuldrene falder ned, smilehullerne overskygges af panderynker og det hele begynder jævnt ud at se lidt trøsteløst ud.

Uanset om det er billedet på dit parforhold eller dit arbejdsliv, så skal der ske noget. Det er det, eller at sygne endnu mere hen, hvilket i øvrigt har det med at ende med, at man ryger ud. Uanset om det gælder ægteskab eller arbejdsplads.

Tabet af arbejdsglæde og faldende motivation rammer alle på et eller andet tidspunkt. Måske i endnu højere grad intrapreneurer som undertegnede, der lever og ånder for nye udfordringer og konstant kigger efter nye måder at optimere status quo.

Med mindre du er så heldig at være i et job, der rent faktisk byder på markant nye opgaver med jævne mellemrum, så skal du selv gøre noget for at holde fast i kærligheden til dit arbejdsliv. Det KAN være jobskift, men behøver ikke være det.

Gider man overhovedet det her om  et år?
Problemet er, at udsigten til at lave noget nyt og noget andet i et nyt job hurtigt kan overskygge, hvad man rent faktisk har lyst til på den lange bane. Man bliver forelsket, og glemmer fuldstændigt at overveje, hvorvidt det man nu er ved at kaste sig ud i, også er langtidsholdbart.

Personligt har jeg oplevet forelskelsen masser af gange, og jeg har lært, at den i lige så høj grad har repræsenteret muligheden for at flytte mig væk fra noget, hvor jeg kedede mig og var demotiveret, og ikke så meget chancen for at bevæge mig hen til noget bedre.

Resultatet har så været, at historien gentager sig i faste cykler. I mit tilfælde typisk efter omkring syv måneder. Så begynder den lyserøde bobble at slå sprækker, og jeg begynder pludselig at opfange signaler udefra. Om nye muligheder, nye opgaver sammen med nye mennesker i nye omgivelser.

Den fristende nye pakke fuld af nyt
Jeg har siddet i lige godt et år i mit nuværende job, og fået både følere og konkrete tilbud fra andre sider. Og ja, jeg bliver stadig forelsket. Det ligger dybt i intrapreneuren, fordi drivkraften netop er lysten til at gå nye veje, opbygge noget nyt eller optimere på det eksisterende. Både helt personligt og ikke mindst i et større perspektiv.

Og hvert nyt jobtilbud repræsenterer netop det. Hele den nye pakke af nyt.

Men jeg har taget ved lære. I stedet for at lade mig rive med af forelskelsen, så ser jeg det som et vink med en vognstang. En påmindelse om, at genfinde beruselsen i det, som jeg allerede er i gang med. Det er jo i praksis dét langtidsholdbar kærlighed er; at holde liv i ilden og glæden.

Og det starter et helt afgørende sted. Hos en selv! Uanset hvordan du vender og drejer det, så vil et velfungerende arbejdsliv – eller ægteskab for den sags skyld – ikke kunne opretholdes, hvis du altid går på kompromis med dig selv.

Du skal finde din indre motivation. Det som fylder batterierne op, giver smil på læben og tro på, at det hele nytter noget.

Du kan selv gøre en forskel – for dig
Jeg er selv fuldt ud bevidst om, at jeg trives med nye projekter og demotiveres af forudsigelige driftsopgaver uden tidsbegrænsning.

Netop bevidstheden om det, er det første store skridt mod at skabe et arbejdsliv med mindre flakken rundt og medfølgende utryghed. For netop trygheden er jo også en vigtig del af intrapreneurens dna og det konstante dilemma vi lever med. På den ene side lysten til at bevæge os ud på den tynde is på kanten af comfortzonen og samtidig et behov for at være i trygge og stabile rammer.

Jeg prioriterer at fordele tryghed og eventyrlyst nogenlunde ligeligt. Undgå at bliver begravet i driftsopgaver, så der hele tiden er tid og mental plads til de nye projekter. Alt sammen doseret med omtanke, så jeg – så vidt det er muligt – undgår at min arbejdstid stikker af, hvilket har været en klassisk udfordring i mange år.

Måske tænker du, at jeg bare er heldig, at jeg selv kan planlægge mit arbejde. Det er jeg, men jeg lægger hovedet på blokken og påstår, at det kan du sandsynligvis også. Med nogle ganske få undtagelser har jeg hele min karriere haft chefer, der var optaget af at have motiverede medarbejdere. Problemet var så, at hverken han/hun eller jeg fik afsøgt, hvad der rent faktisk motiverede mig.

I det øjeblik du selv er bevidst om, hvad der gør en forskel for dig i dit arbejdsliv, så ser du på dit arbejde med helt andre øjne, du kan italesætte, hvad der skal til for at optimere på det. Det kan selvfølgelig også være, at du opdager, at du faktisk har det helt forkerte job, men til gengæld bliver det så også væsentligt nemmere at identificere, hvad du skal lave i stedet og lave den helt rigtige forventningsafstemning med en kommende arbejdsgiver.

Hvad er det i virkeligheden, der holder dig motiveret i dit job, og hvordan får du mere af det?

Kan du svare på det, så har du allerede taget første store skridt på vejen mod den vigtige kærlighed, der skal afløse den flygtige forelskelse, og give langtidsholdbar arbejdsglæde.

LÆS OGSÅ:

Reklamer

Projektstartbesvær? 5 dødssynder du skal undgå

Hvorfor er det, at ikke alle ideer bliver til mere end bare en idé? Det er jo ikke nødvendigvis, fordi de mangler kvalitet.

Nogle gange – hvis ikke ofte – skyldes det basalt set, at det hele kommer så snublende fra start, at det reelt er dødsdømt og i hvert fald ikke ender med det udbytte, som potentialet indbød til.

De fleste af os, der har prøvet at gå hele vejen fra ide til projekt til etablering, har også oplevet at sidde med en følelse af uforløsthed på projektets vegne. Hvad enten det så er blevet stoppet eller nedjusteret undervejs eller simpelthen slet ikke endte med at matche ambitionerne i sidste ende.

Forklaringerne kan være mange, og helt banale, men erfaringen er – både egne og andres – at der bliver begået nogle dødssynder allerede før man rigtigt er gået i gang.

Her er 5 dødssynder, som er relativt nemme at undgå, når man er bevidst om dem

Hvem bestemmer

Jeg har været projektleder på adskillige små og store projekter, og det har slået mig hvor forskellig den bagvedliggende styring har været. Heldigvis har der været flere velsmurte forløb, men der har også været nogle, der ikke var det.

Jeg har eksempelvis prøvet at etablere en fagredaktion, hvor der var en styregruppe på fem chefer – ingen af dem i øvrigt interesseret i (eller vidende om) at fungere som styregruppe.

Vi er også flere, der har prøvet en overordnede chef, der bruger mere tid på at detaljestyre end at sikre arbejdsro omkring projektet. I særligt grelle tilfælde ladet alle input afsluttet af et “men det skal jeg jo selvfølgelig ikke bestemme”.

Ud over det skaber forvirring om, hvem der rent faktisk styrer slagets gang, så underminerer det tilliden til i særdeleshed projektlederen og det kan i værste fald betyde, at et projekt, der render ind i komplikationer, ryger fuldstændigt – men unødigt – af sporet.

Det skal der til: Du skal tydeliggøre rollerne samt kompetencerne bag i forhold til både projektgruppen selv og til opdragsgiver. Dermed styrkes rammerne omkring projektarbejdet, og der er med større sandsynlighed ro og optimale forhold for de kompetencer, der er samlet i projektgruppen.

Manglende delmål – ukonkret slutmål

Der findes projekter, der nærmest giver sig selv, og så er der dem, hvor man skal etablere noget helt nyt, og derfor står med en markant grad af usikkerhed.

Det er dem, hvor det er svært at sætte et konkret mål. Det betyder så desværre også, at man ikke slet ikke forsøger at gøre det eller også pakker man målet ind i nogle værdibaserede termer, som kan fortolkes meget forskelligt. Et klassisk eksempel er, at man sigter mod at “projektet om et halvt år skal vise sig at være en god forretning”. Det lyder sådan set fornuftigt nok, men hvad er egentligt en god forretning? Og hvordan ved vi, at vi er på rette vej efter eksempelvis to måneder?

Det skal der til: Det kan godt være, at det kribler i fingrene for at komme i gang, men entusiasme gør det ikke alene. Selvom det virker langhåret at skulle til at konkretisere mål og delmål, så er det altså meget nemmere at korrigere og skabe den nok så vigtige succesfølelse for alle involverede, hvis der er opsat fixpunkter for det kommende forløb. Og du vil faktisk også opleve, at du kommer hurtigere i mål.

Ressourceforvirring

Jeg har – desværre – ikke tal på de gange, hvor et projekt er blevet sat i søen med nogle meget høje ambitioner, som de indledende ressourcer slet ikke har kunnet matche. Det har så været en uudtalt forventning, at de ressourcer nok kom til undervejs. Uden de så i øvrigt er kommet. Det kan man som sådan ikke sikre sig imod, men det må i hvert fald ikke ske, fordi det ikke var en del af den indledende forhandling om projektet.

Det handler ikke kun om penge eller tid, men også om at der er rent faktisk er de ressourcer til rådighed i organisationen, som det er behov for. Jeg har eksempelvis prøvet at køre et etableringsprojekt, der krævede involvering af en IT-afdeling, som allerede var afsat til et andet projekt på samme tid. Det skal man ikke først opdage i sidste øjeblik, for det kan reelt betyde, at en tidsplan skrider fuldstændigt og i praksis gøre det umuligt at nå i mål inden for både budget og tid.

Det skal der til: Du skal skal stilles krav, og have en godkendt køreplan, der ikke kun indeholder (del)mål, men også konkretiserede ressourcer, der er nødvendige undervejs. Dette vil ikke være nyt for dem, der, som jeg, har taget en projektlederuddannelse, men jeg havde også projektansvar før det, og her var dét – og det at stille krav til en chef – ikke det, der fyldte mest inden projekter blev sat i søen, og det var en fejl.

Uddelegeringspanik

Rigtigt mange projekter er resultatet af en god idé, og det er ofte helt naturligt at lade vedkommende, som fik ideen til at stå for at effektuere den. Problemet er, at vedkommende ikke nødvendigvis har kompetencerne til det. Og det handler ikke kun om at have de konkrete projektleder-evner. Det handler helt basalt også om at kunne slippe grebet om sin idé.

Det er en udfordring at uddelegere ansvar, når man selv har en konkret ide om, hvad der skal ske og hvordan tingene skal gøres. I værste fald ender projektlederen med at gøre det meste selv, selvom der kan være tilknyttet langt større kompetencer.

Det skal der til: Skriv ned, hvad du vil involvere dig i, og hvad du ikke vil involvere dig i. Og selvom det ikke er nemt, så fokuser på delmålene, og sørg for, at de er klart kommunikeret i projektgruppen. Hvis hver enkelt kompetence i gruppen kender sin opgave og sit mål, så vil resultatet sandsynligvis blive bedre end, hvis du selv involverer dig i alle delopgaver. For du kan uanset ikke levere 100 procent på dem alle og samtidig sikre det store overblik.

Manglende kommunikation

De fleste virksomheder har gang i masser af små og store projekter.Det gælder også din virksomhed. Du er bare ikke nødvendigvis klar over det, før du pludselig bliver kastet ind i det, eller – som det ofte er tilfældet – projektet pludselig begynder at påvirke din arbejdsgang. Problemet opstår ofte, når virksomheden er organiseret i siloer, og al kommunikation kører op og ned, men ikke på tværs.

Det kunne være etablering af nyt bookingsystem til alle virksomhedens mødelokaler. Af hensyn til belastning af de interne systemer, så implementeres det i en weekend, og det er så klart mandag morgen. Det er så også her, at alle medarbejderne opdager det, og forvirringen er total, fordi de involverede i IT-afdelingen er gået hjem i seng efter en hektisk weekend.

Det skal der til: Lav en kommunikationsstrategi før du/I går i gang, og nej det behøver ikke være en stor og forkromet af slagsen. Helt afgørende er det, at der er klarhed over, hvem der udtaler sig om hvad, hvem sørger for at få orienteret undervejs til alle, som projektet kommer til vedrøre? Både dem der berøres i projektfasen, men også dem, der står til at blive berørt i den efterfølgende forankringsfase. Det er grundlæggende sådan, at har man gang i et projekt, der kan resultere i usikkerhed – eksempelvis forandringsprojekter – så er der væsentligt større sandsynlighed for succes, hvis dem, som det ender med at berøre, føler at de er blevet orienteret undervejs. Afhængig af projektet, så vil det typisk ligge hos opdragsgiver at kommunikere og dermed signalere, at der er fuld opbakning til projektet højt i organisationen.

LÆS OGSÅ:

Elsk dine fejl, du bliver klog af dem! Her er en af mine og hvad jeg lærte af den

Etablering af nye forretningsområder kræver én afgørende ingrediens

Når frygten overskygger drømmen om at lykkes

9 tegn på at du er intrapreneur

 

 

 

Når frygten for at fejle overskygger drømmen om at lykkes

Michael Winther-Rasmussen 2

Spørgsmålet er ualmindeligt relevant, hvis du som jeg drages af det, der befinder sig på kanten af og lige uden for comfortzonen, men af uransagelige årsager ind i mellem – måske lige frem ofte – går i baglås, når muligheden for at træde der ud byder sig til.

Fornuften siger, at det netop er ved at bryde ud af sine egne mentalt trygge rammer, at man udvikler sig som menneske. Det er her, der er mulighed for at blive klogere, og det såmænd også her, at der ligger muligheder for at gøre den forskel, der kan bane vejen for nye og interessante muligheder. Hvad enten det så er fagligt eller personligt.

Men det sker snublende, hvis overhovedet, fordi en irrationel og ulogisk frygt sætter ind. Irrationel fordi den er svær at sætte ord på, og ulogisk fordi faren sjældent matcher frygten.

Man vil så gerne tage en chance, kaste sig ud i et nyt projekt, men det bliver ikke til noget, fordi man bliver ramt af en følelse, der måske bedst kan opsummeres som frygten for at fejle. En frygt der sjældent kommer med en konkretiseret pris.

Det store dilemma
Du tør ikke, men ret beset ved du ikke rigtigt hvorfor, og så er det meget svært at forklare sig ud af. Det klassiske spørgsmål fra omgivelserne, der modsat dig kan lukrere på en langt mindre emotionel tilgang til problemet, er: “Hvad har du at tabe?”. Du har ikke et klart svar, men alligevel er det ikke nok til at mane frygten i jorden.

Det sker også for mig. Jeg er intrapreneur og jeg befinder mig faktisk ikke synderligt godt i alt for stramme og velkendte rammer. Jo mere forudsigelighed, jo mere rastløs bliver jeg. Til gengæld er jeg, nøjagtigt som så mange andre, ramt af en frygt og usikkerhed, så snart jeg bevæger mig ud i ukendt farvand. Det er på den ene side voldsomt dragende og motiverende, på den anden side yderst angstfremkaldende.

Det er måske i virkeligheden det største dilemma en intrapreneur har. Man er drevet af lysten til at bygge nyt og man er god til at se nye og utraditionelle løsninger, men man er samtidig langt mere afhængig af trygge rammer og stabilitet end en tilsvarende entrepreneur. Derfor er intrapreneuren ansat i en virksomhed med fast løn og arbejdsopgaver, mens entrepreneuren har det bedst med at starte noget op for sig selv – uden det helt samme behov for at agere med en sikkerhedsline om livet.

Se mig – se hvad jeg kan
Jeg stod selv ansigt til ansigt med frygten, da jeg i efteråret og frem til jul var på efteruddannelse, der blandt andet mundede ud i en langt mere synlig tilstedeværelse i det digitale landskab. Blandt andet med denne blog.

Jeg er, om ikke digital indfødt, så i hvert fald velintegreret indvandrer, så det burde ikke være så vanskeligt. Men det blev det. Alene fordi det handler om rent faktisk at være tilstede som et helt menneske. Sige “se mig” og “se hvad jeg kan” på godt og ondt, fordi udbyttet står mål med investeringen. Jo mere man giver af sig selv, jo mere får man igen. Det handler altså om at stille sig frem med noget, der nærmest kan betegnes som hele pakken.

Det er nemmere sagt end gjort.

Jeg har masser på hjerte, masser af erfaring, specialiseret viden og i øvrigt haft pænt med succes med de ting, som jeg har arbejdet med. Jeg har faktisk også en følelse af, at være både vellidt og respekteret som menneske. Hvad kan gå galt?

Logisk set ikke så meget, og alligevel sad jeg med en galoperende usikkerhed og frygt, der kom bag på mig og stadig gør det. Det tætteste på en forklaring jeg kan komme, er frygten for at blive hovedperson i “Kejserens nye klæder”. En frygt for at stille sig frem, og så blive pillet ned igen, gjort til grin eller – måske endnu værre – blive konfronteret med mine egne fejl og mangler. For de er der jo. Ingen er perfekte.

Ret beset frygt for at fejle.

Det strider direkte mod mit eget mantra om ikke at frygte fejl, fordi det er en del af vejen til at blive klogere. Det har faktisk også været fast del af flere de projekter, som jeg har haft ansvaret for. De har ofte handlet om at starte nyt eller gå nye veje med en udtalt risiko for at træde ved siden af og fejle undervejs. Og netop herigennem rent faktisk endt med iøjnefaldende succes.

Jeg har mødt nøjagtigt samme frygt i fritiden, da der skulle bygges om, og såmænd også, da jeg første gang skulle holde foredrag.

Flere mål giver ro i sindet
Jeg har ingen gylden genvej til at overvinde frygten, men det er faktisk blevet lidt nemmere efter at jeg er blevet bevidst om, at jeg har brug for en form for mental livline eller sikkerhedsnet.

Jeg sikrer mig det ved altid at opsætte mere end ét succeskriterie. Har man kun fokus på det endelige mål, kan afstanden derhen virker afskrækkende i sig selv. Delmål giver flere muligheder for succeser, og det betyder, at vejen ud af de trygge rammer kan ske ét skridt ad gangen.

Jeg supplerer delmålene med et eller flere alternative mål, der ikke er knyttet til det primære mål, men knytter sig til rejsen derhen. Hvad vil jeg gerne lære undervejs? Er der sidegevinster, der kan hentes ind undervejs? Det kan være alt fra udvidet netværk til indsigt i nye digitale værktøjer.

Tidligere har jeg lært mig selv at kigge bagud på de tidspunkter, hvor jeg føler, at jeg har fejlet mest og evalueret mig frem til, hvad jeg lærte af det og altså endte med at få ud af det. En positiv evaluering af noget, der som udgangspunkt kan være hæmmende negativt.

Nu vender jeg det om, og ser om jeg faktisk har potentielle lærepenge eller succeser liggende forude – uanset hvordan det går med det konkrete projekt. Ud over at det er ekstra motiverende, så giver det også langt flere potentielle succes-muligheder og dermed ser det pludselig ikke så farligt ud – derude på den anden side af comfortzonen.

LÆS OGSÅ:

9 tegn på at du er intrapreneur

Kunsten at være en sten i skoen

Derfor arbejder du (også) for meget

Etablering af nye forretningsområder kræver én afgørende ingrediens