Hvor sjovt synes du, det er at gå på arbejde?

Jeg lever i et dagligt dilemma. Jeg drømmer, som de fleste, om tryghed og stabilitet, men jeg motiveres i en eller anden grad af det modsatte.

Hver eneste gang, at jeg burde læne mig tilbage og glæde mig over, at sidde på den grønne gren, begynder jeg at overveje om ikke der er en bedre gren lidt længere oppe.

Klicheen lyder, at der altid er grønnere på den anden side af hækken, underforstået at det er en illusion, for det er den ikke, hvis man skulle forvilde sig derover. Min holdning er, at det ved man ikke, før man rent faktisk har været der. Til gengæld er budskabet ikke til at tage fejl af; bliv hvor du er. Vær tilfreds med det du har, hold op med at misunde andre det, som du ikke har og stop den konstante jagt på utopia.

Det er en af de største hæmsko, som vi har taget med fra det industrialiserede samfund. Glem dine ambitioner og stræben efter noget andet, noget bedre. Brug energien på at producere hurtigere og billigere. Der er ikke plads til drømmere ved et samlebånd. I sin bredeste forstand.

For selvom vi måske bilder os ind, at vi er kommet videre, så baserer vi stadig en stor del af vores samfund på produktion. Flere ting til en billigere penge. Alle skal løbe lidt hurtigere, fordi ellers er der nogle andre der løber fra os.

Jeg vil tillade mig at påstå, at den model er under afvikling. Vi er for længst kommet dertil, hvor der er maskiner, der løber langt hurtigere end vi nogensinde kommer til. Computere løser opgaver bedre, billigere og hurtigere end mennesket nogensinde vil kunne.

Din jobsikkerhed er en illusion

Plejer er, om ikke død, så i hvert fald alvorligt truet. Hvor meget hurtigere kan du løbe? Hvor mange flere ting kan du producere? Billigere?

I det lys kan man undre sig over, at vi kollektivt stadig holder fast i måden at arbejde på. Der er tryghed i 8 til 16-arbejde for vanens magt er stærk, og hvis der endelig er en undren eller utilfredshed, der trænger sig på, så forbliver det usagt. Vi ved trods alt godt, at udviklingen er ved at indhente os, og den der skiller sig ud, stiller sig på tværs, kan meget vel være den, der ryger ud først. Måske skubber du selv vedkommende ud, fordi du håber, at det er med til at fastholde status quo og opretholde den tryghed, du er vant til.

Men hvad er det egentligt for en tryghed, vi værner om ved IKKE at sige noget eller forsøge at ændre noget. Vores job er jo IKKE sikre, virksomheder der stædigt holder fast i industrisamfundets dogmer er IKKE sikre kort.

Ikke så underligt, at virksomhedsledere skriger på innovation. De har læst skriften på væggen. Desværre bliver der sjældent bygget bro mellem ambitionen om det og så den praktiske dagligdag. Her er fokus stadig er på at producere så meget som muligt, så hurtigt og billigt som muligt. Det er trods alt forretningsmodellen, og den ændres der ikke på (før det for nogle er for sent).

Der er slet ikke råd til at være kreativ eller gå nye veje, for det kan snildt kaste grus i de maskiner, der har svært nok ved at holde trit med alle de andres maskiner.

Derfor bliver det mest ved snakken, og mange har oplevet skuffelsen, når euforien over at være startet i nyt job afløses af en brutal hverdag. Der blev talt om højt til loftet, innovativt arbejdsmiljø og plads til kreativitet i jobopslaget, men basalt set blev du ansat, fordi du passede ind i de eksisterende rammer og kunne producere lige så hurtigt eller hurtigere end din forgænger.

Så var græsset alligevel ikke grønnere på den anden side af hækken. Til gengæld var den samme triste brune farve, og arbejdsglæden tager hurtigt samme kulør.

Jobbet eller konen

Det ligger slet ikke i et moderne menneskes natur at nøjes, stille sig tilfreds eller parkere ambitionerne om at gøre en forskel. Hvis ikke vi skifter job, så forløser vi det alle andre steder end netop på jobbet, hvorfor arbejdspladsen ikke får gavn af vores ideer og energi.

Vi finder andre steder at gøre en forskel, optimere og forbedre. Vi midaldrende mænd investerer i en dyr cykel, ikke kun fordi det sundt, men i lige så høj grad fordi vi selv tager styringen på et projekt, hvor vi kan rykke noget i en ny (positiv) retning.

Vi kunne også bare gøre, som vi plejer. Hvis det altså ikke lige var fordi, at det føles lidt som at blive kvalt. Mange opdager slet ikke, at det faktisk er her, at den sande årsag ligger til storstilede, nye projekter på hjemmefronten. Nogle holder ubevidst mere stædigt fast i deres job end deres kone eller mand. Behovet for at ændre noget eller ryste posen bliver så påtrængende, at man til sidst må handle der, hvor man umiddelbart føler, at man har kontrollen til det. Så synes det faktisk nemmere at male stuen, begynde at cykle eller ændre sin ægteskabelige status end sin jobsituation.

Hvor stiller det så virksomhederne, når vi ikke længere identificerer os med vores job, føler os i stand til at ændre på det, bruger vores kreativitet andre steder og kaster flygtige blikke over hækken, fordi der da må være et sted, hvor græsset er grønnere?

Det efterlader dem sårbare. De menneskelige ressourcer tabes på gulvet, og økonomien presses, så man får endnu sværere ved at understøtte innovation og indlede en nødvendig forandringsproces.

Mennesket tilbage i centrum

Løsningen er ikke ligetil. Det er ikke uden grund at industrialiseringen har bredt sig og blevet en så stærk og etableret del af vores samfundsstruktur.

Det bliver et langt sejt træk, hvis vi skal derhen, hvor vi rent faktisk har et arbejdsmarked båret frem af lyst, begejstring og iderigdom. Hvem var det egentligt der besluttede, at en succes skal måles på bundlinjen frem for dem, der leverer den? At vi skulle parkere højre hjernehalvdel ved indgangen?

Der er masser af jobs, der allerede nu er enten helt væk eller tæt på at forsvinde. Jobs der ikke kommer igen. Vi bliver stadig flere mennesker på kloden, og der er gradvist brug for færre til at producere alle de ting, som vi omgiver os med. Så hvad enten virksomhederne er klar eller ej, så skal vi bruge vores tid og energi på noget andet i fremtiden end i dag.

Lige nu ser det ud til, at fremtidens forretningsmodeller skal basere sig på noget af det, som ikke kan masseproduceres og som maskiner (endnu) ikke kan klare bedre og billigere. Mennesket kan snildt komme tilbage i centrum, kreativitet blive et nøgleord, og dem, der evner at skille sig ud fra masserne bliver dem, der høster frugterne.

De, der indser det først, er dem, der står bedst rustet til dén fremtid, og det samme gælder de virksomheder, der evner at redefinere sig eller omstille sig til en sådan virkelighed.

Det er en proces, som jeg selv forsøger at drive fremad i mit nuværende job. Ikke tvunget af omstændighederne, men af lyst. En indbygget nødvendighed, når man som jeg er en intrapreneurtype, der trives utroligt dårligt med “plejer”.

Sandsynligheden taler for, at du i virkeligheden har det på samme måde, men ikke rigtigt ved, hvad du skal gøre af det uforløste behov for at gøre en forskel.

Du har min fulde opbakning til at prøve at træde ud af hamsterhjulet. Du gør dig selv og din arbejdsplads en tjeneste (selvom den måske ikke selv er klar over det. Endnu).

Hvis du går på arbejde i dag for at få råd til en kvalificeret fritid i morgen, så tænk, hvad det kunne blive til, hvis du gik på arbejde i dag, for at skabe en endnu bedre/sjovere/forløsende arbejdsdag i morgen.

Tænk hvad det kunne gøre for virksomheden …

LÆS OGSÅ:

Kunsten at være en sten i skoen

Har du dræbt en igangsætter i dag?

 

 

 

 

Reklamer

2 thoughts on “Hvor sjovt synes du, det er at gå på arbejde?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s