Derfor arbejder du (også) for meget

Et nyt år står for døren, og dermed tid til at reflektere over de forgangne 12 måneder og love sig selv, hvad der skal være bedre i de kommende 12.

Listen over klassiske nytårsforsæt er lang, og blandt dem også den med ambitionen om at arbejde mindre for i stedet at tilbringe mere kvalitetstid med familie og venner.

Den er også på min liste. Hvert år. Uden at jeg rigtig synes, at det bliver bedre. Men nu skal det være.

… som jeg vist også sagde sidste år på samme tid.

Jeg tror dog mere på det denne gang. Ikke mindst fordi jeg denne gang har fundet problemets kerne. Den åbenlyse forklaring på, hvorfor jeg faktisk arbejder for meget (som i langt mere end de 37,5 timer jeg får løn for).

Den er helt naturlig, og det gælder sandsynligvis også for dig, hvis du oplever, at du bare arbejder mere og mere – med gradvist stigende frustration og vigende arbejdsglæde til følge.

Det handler om de opgaver, som du løser i løbet af en arbejdsdag, og motivation.

Arbejdslivets ulidelige forudsigelighed

Da du startede i dit nye job var alting spændende og nyt, hvorfor du gik topmotiveret på arbejde.

Efter et par måneder er opgaverne de samme, men nogle af dem er blevet rutine. Det gør ikke så meget, for der er stadig opgaver, der er udfordrende og spændende, så du knokler på.

Yderligere et par måneder senere, og hovedparten af opgaverne er nu blevet rutine. Det betyder, at du nu faktisk løser alle opgaver hurtigere, så der er heldigvis plads til at tage et par nye spændende opgaver ind, der giver dig det kick, der skal holde motivationen oppe.

De nye opgaver er dog kun nye så længe, og pludselig er din arbejdsdag fyldt op med rutineopgaver – gamle så vel som nye -hvilket i sig selv ikke er motiverende og frustrationerne begynder at dukke op.

Nu sker der en af tre ting.

  • Du siger op og finder et nyt job, fordi du har brug for nye udfordringer
  • du fastholder din arbejdstid og begynder på et eller andet ombygningsprojekt derhjemme
  • Du får ideen til et nyt arbejdsrelateret projekt, som du sætter i søen eller tager ja-hatten på og påtager dig et nyt spændende projekt på din arbejdsplads – naturligvis oven i de opgaver, som du allerede løser. Pludselig er normal arbejdstid ikke nok, men du klynger dig til den nye opgave for det er pludselig den, der er vigtigst for dig personligt. Det bliver den, der holder dig motiveret. Det er således ikke tilfældigt, at nogle (chefer) vælger at kalde det “interesse-timer”, hvorfor der iøvrigt sjældent ikke følger overarbejdsbetaling med (selvom du ret beset bidrager positivt til virksomheden).

Ingen af de tre ting løser umiddelbart noget som helst, og du vil sidde nytårsaften og love dig selv, at det bliver anderledes til næste år. Det løser heller ikke noget for din arbejdsplads, for selvom sidstnævnte kan vise sig som en gevinst på kort sigt, så er der kun så mange timer, som nogen vil bruge på deres arbejde. Derfor ender det på lang sigt altid med enten et jobskifte eller omvæltninger på hjemmefronten. Og ja, det kan såmænd også være projekter der gælder alt fra familieforøgelse til skilsmisse.

Du er helt normal!

Det er altså ikke fordi, at der er noget galt med dig – med mindre der i så fald er noget galt med hovedparten af os. Det er måden vi strukturerer vores arbejde på, og de rammer som vi arbejder i, der er problemet.

Det er min personlige oplevelse, at den nye generation på arbejdsmarkedet vil stå med mindst lige så store frustrationer. Den er vant til omstillinger i et væsentligt højere tempo, den er projektorienteret og qua et stort udbud af valgmuligheder også vant til at vælge til og fra, når rutiner og kedsomhed sætter ind.

Det bliver så arbejdsgivere og lederes store udfordring, og de må gerne tage fat nu for min og din skyld.

Det løser så bare ikke noget konkret for mig – eller dig – hvis der i det nye år skal være både høj motivation og en arbejdslængde, der ikke udløser en kombination og dårlig samvittighed over for familie og venner og frustration over, at knokle løs uden rigtigt at blive forløst i sit arbejde.

Første skridt mod bedring er dog taget. For bevidstheden om en årsag er altid starten på en løsning.

Det er nemmere at konkretisere til en medarbejderudviklingssamtale med chefen, og det er nemmere at ændre på konkret i dagligdagen.

Mit nytårsforsæt

Personligt vil jeg igen i år være mere selektiv med, hvad jeg siger ja til. En ny opgave ser måske spændende ud – hvad enten jeg selv har fundet på den eller ej – fordi den er mindre rutinepræget end de eksisterende, men hvordan ser den ud om to måneder? Er det så bare en opgave oven i alle de andre opgaver, hvorefter jeg så til den tid kaster mig over endnu en?

Og så vil jeg genoverveje mine rutineopgaver. Kan de løses anderledes? Kan nogle uddelegeres til en kollega, der vil se på dem som nye og spændende? Kan de systematiseres, så der frigøres tid? Kan der findes nye værktøjer til at løse dem?

Faktisk er det måske i virkeligheden det bedste “projekt” at kaste sig over, for måske handler det om at gøre eksisterende opgaver lidt sjovere frem for hele tiden at lægge nye oven i …

LÆS OGSÅ:
> Elsk dine fejl, du bliver klog af dem – her en af mine og hvad jeg lærte af den

> Kunsten af være en sten i skoen

> Hvor sjovt synes du, det er at gå på arbejde?

> Slip dine post-its og få flere ideer 

> Har du dræbt en igangsætter i dag?

Reklamer

Slip dine post-its og få flere ideer

Jeg har hovedet fuld af ideer. Fordi de er mine, så synes jeg typisk de er fremragende. Når jeg siger dem højt eller forsøger at skrive dem ned, så falder mange af dem fra hinanden – jeg tør faktisk godt tilstå, at nogle er så kreative, at de ikke har gang på jord.

Heldigvis er der rigeligt at tage af, og der kommer hele tiden nye til. Sådan er det heldigvis med ideer, og i særdeleshed for entreprenante typer som mig.

Til gengæld går det ikke altid helt så let at holde styr på dem, uagtet at de jo er fremragende, når man nu selv skal sige det.

De små ideer, dem der kan klares af dig selv, er til at håndtere. Nogle gange handler det bare om at finde nødvendig tid.

Så er der de større ideer, dem der kræver fødselshjælp. Dem der skal gemmes til senere på ugen eller længere ude i fremtiden eller er så ukonkrete at de er helt uden tidshorisont.

Jeg har masser af den slags ideer.

Ideer, der kræver hjælp, flere ressourcer, en anden kontekst, bedre tid eller simpelthen bare den rigtige timing. nogle kræver det hele og lidt til.

Men hvordan får jeg dem så overhovedet gjort til virkelighed? Bliver de ikke bare en voksende stak af mentale og fysiske post-its, som man (naivt) skubber til siden og tænker, at ‘det ser jeg på, når det hele falder lidt til ro’?

Det kan jeg sagtens huske … not

Det falder mig ikke umiddelbart naturligt at være systematisk, det er noget jeg har lært – og stadig lærer – mig selv. Jeg forsøger helt konkret, at lade min systematiske venstre hjernehalvdel gøre det, som den er bedst til, og dermed frigøre energi til at være mere kreativ i højre hjernehalvdel.

Det er min personlige oplevelse, at små lapper papir med ideer og strøtanker er højre hjernehalvdels naive forsøg på at skabe en opslagstavle til en eller anden form for overblik.

Men højre hjernehalvdel er slet ikke skabt til organisering og systematik. Det er her fantasien, kreativiteten, følelser og impulsivitet ligger.

Modsat er venstre hjernehalvdel glimrende til at administrere en opslagstavle. Her ligger logik, fornuft, orden og systemer.

Kunsten er at bruge det bedste fra begge hjernehalvdele, hvilket af uransagelige årsager ikke falder alle mennesker specielt naturligt. Mange oplever, at den ene side dominerer over den anden.

Du kan skabe orden i kaos

Jeg ser mine styrker i den højre hjernehalvdel, men jeg har lært mig selv at styrke det endnu mere ved at hente hjælp fra den venstre.

Er du også et impulsivt og kreativt mennesker, kan du også lære det. Og ja, der en grad at tvang indbygget, og ja, det er faktisk træls til at starte med.

Til gengæld tør jeg godt love, at det er investering som du vil elske dig selv for.

Helt grundlæggende handler det om organisering af tanker, og det skal IKKE ske med post-its eller papirlapper.

Du skal bruge et system, som din venstre hjernehalvdel vil sætte pris på.

Svaret ligger i skyen

Jeg har et Google-dokument liggende i skyen, som jeg har adgang til fra alle mine enheder. Det betyder, at jeg faktisk har lige så nem adgang til den, som til en papirlap. Til gengæld er det samlet ét sted, og jeg kan altid finde den.

Når papirlapperne er fysisk væk, og skrevet ned et sted, hvor det ikke bliver væk, slapper din hjerne af. Med de små gule lapper kan det godt være, at ideen eller tanken er skrevet ned, men ubevidst forsøger din hjerne i stedet at holde styr på, hvor du har lagt sedlen.

Ulempen er så oven i købet, at sedlen sjældent er der, hvor du selv er, når du skal bruge den.

Det betyder ikke, at jeg har skrottet sedler (desværre), men jeg bruger dem kun til dag-til-dag-ting. Alt der går længere ud end det, eksisterer i dag kun digitalt.

Fordelene er flere.

Jeg ved altid, hvor mine ideer og tanker er skrevet ned.

Jeg har altid adgang til dem, hvis jeg skal bruge den eller hvis der skal føjes noget til.

Der er uendeligt med plads, så ret beset kan alting stå ét sted.

Lige præcis det med at der er uendeligt plads kan så faktisk gå hen og blive problematisk over tid. For det kan blive en meget lang seddel. Derfor skal den løbes igennem en gang i mellem. Dels for at få frisket ideerne op, dels for at kickstarte nye ideer og – ikke mindst – for at få slettet nogle af dem, der bare ikke giver mening mere.

De bedste ideer fra listen, dem der er klar til at blive konkrete, bliver løftet fra sedlen over i deres eget Google-dokument. Hver deres. Her kan de behandles som klassiske projekter med alt fra analyser til strategi og handlingsplan, og det i et dokument, som er nemt at dele med andre, hvis der er brug for input.

Du kan godt have flere af den slags ideprojekter liggende. Da det nu har karakter af projekt med alle de konkrete værktøjer og systemer, der følger med, så passer det langt bedre til venstre hjernehalvdel, hvilket aflaster højre hjernehalvdel og dermed frigøres plads til at skabe nye ideer.

Når ovenstående fungerer optimalt, får du en følelse af mere mentalt overskud. Højre hjernehalvdel er ikke frustreret over at være på overarbejde, din venstre hjernehalvdel er ikke frustreret over alt det rod, som højre hjernehalvdel laver, og fornemmelsen af tid og ressourcer ændrer sig til din fordel.

LÆS OGSÅ:

Kunsten at være en sten i skoen

Elsk dine fejl, du bliver klog af dem! Her er en af mine og hvad jeg lærte af den

Har du dræbt en igangsætter i dag

Elsk dine fejl, du bliver klog af dem! Her er en af mine og hvad jeg lærte af den

Jeg hader at begå fejl, og jeg er helt fantastisk god til at banke mig selv oven i hovedet, når tingene ikke falder ud, som jeg havde håbet på, regnet med eller arbejdet for. På det punkt adskiller jeg mig formodentligt ikke fra flertallet.

Hvis man, som jeg, er intrapreneur, der bygger nyt op inden for eksisterende rammer, eller er entrepreneur, der starter noget op for sig selv, ramler man også ind i en pæn del af dem.

Til gengæld er jeg heller ikke bange for at vedkende mig dem, og faktisk har jeg et væsentligt mere nuanceret forhold til det at begå fejl i dag end tidligere i mit liv.

Fejlene er således uundgåelige, når man vover noget, prøver at gå nye veje, og udfordrer sikre løsninger i jagten på bedre løsninger. Faktisk er fejlene nogle gange lige præcis dem, der skærper kursen og ender med at give en bedre løsning.

Jeg har selv begået min andel af fejl, hvoraf nogle har efterladt en fornemmelse af utilstrækkelighed, hvilket er naturligt, men også baner vejen for en mental opgradering.

En af de fejl, som jeg længe slog mig selv hårdt i hovedet over, var et jobskifte for seks år siden. Jeg havde etableret og efterfølgende haft ansvaret for Ekstra Bladets digitale sportsredaktion, da jeg greb chancen for at blive digital produktchef i Folketidende Gruppen på Lolland-Falster med ansvar for blandt andet folketidende.dk og lokalnyhederne på Radio Sydhavsøerne.

Jeg startede 1. januar 2009 og seks måneder senere afleverede jeg min opsigelse.

Isoleret set – og sådan som det vil se ud på et klassisk cv – ligner det en fejlansættelse.

Det var også sådan jeg følte det dengang. Faktisk sad jeg med en følelse af, at have mødt min egen begrænsning. Både fagligt og mentalt. Jeg følte, at jeg havde fejlvurderet opgaven og kæmpet forgæves for mine ideer, som jo åbenbart heller ikke havde været bæredygtige nok. Jeg er en hård kritiker af mig selv, og da jeg har hjertet med i alt, hvad jeg laver, så ved jeg også hvor kniven skal stikkes ind.

I dag er mit syn på jobskiftet og det halve år på Sydhavsøerne et helt andet. Ret beset var min tid dernede præget af stor succes med massiv trafikvækst, vellykket redesign samt indholdsmæssige og redaktionelle opture, men jeg glemte at fokusere på dem, da de sorte skyer trak ind over med spareplaner og en øverste ledelse, der mente at den digitale satsning skulle afvikles for at redde printforretningen. Jeg endte  med at præsentere et redaktionelt koncept, hvor man kunne fastholde en grad af digital tilstedeværelse uden mig, og fandt således pengene til en digital besparelse ved at “fyre” mig selv.

Når det fortælles sådan, så ligner mit jobskifte fra det, der dengang var Danmarks mest innovative redaktionelle onlinemiljø til et mediehus på Lolland-Falster, ikke helt den samme fejltagelse.

Og det er en af de væsentlige lektioner, jeg har taget med. For fejl er kun fejl, hvis ikke man lærer noget af dem, og jeg lærte rigtigt meget.

Af en stor mængde værdifuld viden jeg tog med mig, er her nogle andre væsentlige pointer.

En beslutning er altid den rigtige, når den tages
Det lyder banalt, men hvem tager egentligt bevidst forkerte beslutninger? En beslutning er rigtig på det tidspunkt, hvor den bliver truffet. Når der er vejet for og imod på intuition og input fra fornuften, så er der ret beset ikke noget at komme efter. Hvordan skulle man have truffet en anden beslutning? Der er ingen grund til at pine sig selv unødigt.

Det er nemmere sagt end jeg gjort. Jeg arbejder stadig med det, men oplever faktisk også at det bliver bedre.

Og ja, jobskiftet var det rigtige for mig på det givne tidspunkt. Jeg var den rette til jobbet, udfordringerne var de rigtige, arbejdsbetingelserne udviklede sig bare drastisk i en forkert retning.

Sådan er det med masser af små og store projekter, der klemmer sig ind i mellem alle dem der lykkes. Efter at jeg er blevet bevidst om det, er det blevet væsentligt nemmere at håndtere.

Succeser skal synliggøres
Siden jeg stoppede i Folketidende Gruppen har jeg gjort det til en dyd at notere succeserne ned. Det er ikke nok at sole sig i øjeblikket og så haste videre til det næste, selvom det falder ret naturligt. Jeg sender en gang i mellem en rosende mail til mig selv med et skulderklap for en konkret succes, og jeg gemmer dem i en mappe med de mails, som jeg løbende modtager med ros fra eksempelvis chefer og kollegaer. Når tvivlen om evnerne kommer snigende, så er det ret beset bare at åbne mailmappen.

Det har den sidegevinst, at når/hvis der skal skrives en ansøgning, så er der nok af succes’er at bruge som ‘salgsargumenter’.

Som chef prøver jeg i øvrigt også selv at få kanaliseret succes-historier ud i organisationen. Over tid galvaniserer det, så organisationen bliver bedre rustet til håndtere nye udfordringer!

Omfavn fejlene
Den største – og eneste alvorlige – fejl man kan begå, er at ignorere fejltrin eller glemme dem. Når tingene lykkes, skyldes det ofte at man tidligere i livet har begået en fejl, som man er blevet klogere af.

Det kræver så også et solidt greb om ondets rod og en grad af dissekering. Mit ophold på Lolland-Falster fyldte rigtigt meget mentalt i en periode bagefter, men da jeg begyndte at reflektere over det, skrive hvad der gik godt og hvad der gik galt, ændrede det sig fuldstændigt. Fra en klump i maven blev det til en projektevaluering som så meget andet. Med konkrete viden, som jeg har brugt siden.

Ingen innovation uden tillid
Innovation handler om at træde ud af trygge, velkendte rammer og betræde ukendt jord. Det kræver selvtillid, men også tillid til omgivelserne. De færreste mennesker ville turde ret meget, hvis ikke der var en eller anden grad af sikkerhedsnet. For mig, som intrapreneur, handler det i høj grad om tillid til ledelsen. Dem der skal sikre rammerne, dem der skal understøtte et miljø, hvor man vil udvikle sig og nok så vigtigt ikke slagter nogen for en fejl.

Er tilliden væk, som den var i Folketidende Gruppen, er jeg fuldt ud klar over, at jeg skal søge væk.

Jeg er blevet langt mere bevidst om at vurdere det arbejdsmiljø, som jeg skal udvikle nyt i. Er der nok opbakning og den rette indstilling hos de væsentlige interessenter til at jeg/vi kan lykkes? Og her er det altså ikke nok, at en chef til en ansættelsessamtale siger, at “der er højt til loftet”.

Det er iøvrigt også noget, jeg selv er blevet meget bevidst om som chef med ambitioner om at skabe et arbejdsmiljø med tryghed til at tænke ud af boksen.

LÆS OGSÅ:

Har du dræbt en igangsætter i dag?

Kunsten at være en sten i skoen

Hvor sjovt synes du, det er at gå på arbejde?

Hvor sjovt synes du, det er at gå på arbejde?

Jeg lever i et dagligt dilemma. Jeg drømmer, som de fleste, om tryghed og stabilitet, men jeg motiveres i en eller anden grad af det modsatte.

Hver eneste gang, at jeg burde læne mig tilbage og glæde mig over, at sidde på den grønne gren, begynder jeg at overveje om ikke der er en bedre gren lidt længere oppe.

Klicheen lyder, at der altid er grønnere på den anden side af hækken, underforstået at det er en illusion, for det er den ikke, hvis man skulle forvilde sig derover. Min holdning er, at det ved man ikke, før man rent faktisk har været der. Til gengæld er budskabet ikke til at tage fejl af; bliv hvor du er. Vær tilfreds med det du har, hold op med at misunde andre det, som du ikke har og stop den konstante jagt på utopia.

Det er en af de største hæmsko, som vi har taget med fra det industrialiserede samfund. Glem dine ambitioner og stræben efter noget andet, noget bedre. Brug energien på at producere hurtigere og billigere. Der er ikke plads til drømmere ved et samlebånd. I sin bredeste forstand.

For selvom vi måske bilder os ind, at vi er kommet videre, så baserer vi stadig en stor del af vores samfund på produktion. Flere ting til en billigere penge. Alle skal løbe lidt hurtigere, fordi ellers er der nogle andre der løber fra os.

Jeg vil tillade mig at påstå, at den model er under afvikling. Vi er for længst kommet dertil, hvor der er maskiner, der løber langt hurtigere end vi nogensinde kommer til. Computere løser opgaver bedre, billigere og hurtigere end mennesket nogensinde vil kunne.

Din jobsikkerhed er en illusion

Plejer er, om ikke død, så i hvert fald alvorligt truet. Hvor meget hurtigere kan du løbe? Hvor mange flere ting kan du producere? Billigere?

I det lys kan man undre sig over, at vi kollektivt stadig holder fast i måden at arbejde på. Der er tryghed i 8 til 16-arbejde for vanens magt er stærk, og hvis der endelig er en undren eller utilfredshed, der trænger sig på, så forbliver det usagt. Vi ved trods alt godt, at udviklingen er ved at indhente os, og den der skiller sig ud, stiller sig på tværs, kan meget vel være den, der ryger ud først. Måske skubber du selv vedkommende ud, fordi du håber, at det er med til at fastholde status quo og opretholde den tryghed, du er vant til.

Men hvad er det egentligt for en tryghed, vi værner om ved IKKE at sige noget eller forsøge at ændre noget. Vores job er jo IKKE sikre, virksomheder der stædigt holder fast i industrisamfundets dogmer er IKKE sikre kort.

Ikke så underligt, at virksomhedsledere skriger på innovation. De har læst skriften på væggen. Desværre bliver der sjældent bygget bro mellem ambitionen om det og så den praktiske dagligdag. Her er fokus stadig er på at producere så meget som muligt, så hurtigt og billigt som muligt. Det er trods alt forretningsmodellen, og den ændres der ikke på (før det for nogle er for sent).

Der er slet ikke råd til at være kreativ eller gå nye veje, for det kan snildt kaste grus i de maskiner, der har svært nok ved at holde trit med alle de andres maskiner.

Derfor bliver det mest ved snakken, og mange har oplevet skuffelsen, når euforien over at være startet i nyt job afløses af en brutal hverdag. Der blev talt om højt til loftet, innovativt arbejdsmiljø og plads til kreativitet i jobopslaget, men basalt set blev du ansat, fordi du passede ind i de eksisterende rammer og kunne producere lige så hurtigt eller hurtigere end din forgænger.

Så var græsset alligevel ikke grønnere på den anden side af hækken. Til gengæld var den samme triste brune farve, og arbejdsglæden tager hurtigt samme kulør.

Jobbet eller konen

Det ligger slet ikke i et moderne menneskes natur at nøjes, stille sig tilfreds eller parkere ambitionerne om at gøre en forskel. Hvis ikke vi skifter job, så forløser vi det alle andre steder end netop på jobbet, hvorfor arbejdspladsen ikke får gavn af vores ideer og energi.

Vi finder andre steder at gøre en forskel, optimere og forbedre. Vi midaldrende mænd investerer i en dyr cykel, ikke kun fordi det sundt, men i lige så høj grad fordi vi selv tager styringen på et projekt, hvor vi kan rykke noget i en ny (positiv) retning.

Vi kunne også bare gøre, som vi plejer. Hvis det altså ikke lige var fordi, at det føles lidt som at blive kvalt. Mange opdager slet ikke, at det faktisk er her, at den sande årsag ligger til storstilede, nye projekter på hjemmefronten. Nogle holder ubevidst mere stædigt fast i deres job end deres kone eller mand. Behovet for at ændre noget eller ryste posen bliver så påtrængende, at man til sidst må handle der, hvor man umiddelbart føler, at man har kontrollen til det. Så synes det faktisk nemmere at male stuen, begynde at cykle eller ændre sin ægteskabelige status end sin jobsituation.

Hvor stiller det så virksomhederne, når vi ikke længere identificerer os med vores job, føler os i stand til at ændre på det, bruger vores kreativitet andre steder og kaster flygtige blikke over hækken, fordi der da må være et sted, hvor græsset er grønnere?

Det efterlader dem sårbare. De menneskelige ressourcer tabes på gulvet, og økonomien presses, så man får endnu sværere ved at understøtte innovation og indlede en nødvendig forandringsproces.

Mennesket tilbage i centrum

Løsningen er ikke ligetil. Det er ikke uden grund at industrialiseringen har bredt sig og blevet en så stærk og etableret del af vores samfundsstruktur.

Det bliver et langt sejt træk, hvis vi skal derhen, hvor vi rent faktisk har et arbejdsmarked båret frem af lyst, begejstring og iderigdom. Hvem var det egentligt der besluttede, at en succes skal måles på bundlinjen frem for dem, der leverer den? At vi skulle parkere højre hjernehalvdel ved indgangen?

Der er masser af jobs, der allerede nu er enten helt væk eller tæt på at forsvinde. Jobs der ikke kommer igen. Vi bliver stadig flere mennesker på kloden, og der er gradvist brug for færre til at producere alle de ting, som vi omgiver os med. Så hvad enten virksomhederne er klar eller ej, så skal vi bruge vores tid og energi på noget andet i fremtiden end i dag.

Lige nu ser det ud til, at fremtidens forretningsmodeller skal basere sig på noget af det, som ikke kan masseproduceres og som maskiner (endnu) ikke kan klare bedre og billigere. Mennesket kan snildt komme tilbage i centrum, kreativitet blive et nøgleord, og dem, der evner at skille sig ud fra masserne bliver dem, der høster frugterne.

De, der indser det først, er dem, der står bedst rustet til dén fremtid, og det samme gælder de virksomheder, der evner at redefinere sig eller omstille sig til en sådan virkelighed.

Det er en proces, som jeg selv forsøger at drive fremad i mit nuværende job. Ikke tvunget af omstændighederne, men af lyst. En indbygget nødvendighed, når man som jeg er en intrapreneurtype, der trives utroligt dårligt med “plejer”.

Sandsynligheden taler for, at du i virkeligheden har det på samme måde, men ikke rigtigt ved, hvad du skal gøre af det uforløste behov for at gøre en forskel.

Du har min fulde opbakning til at prøve at træde ud af hamsterhjulet. Du gør dig selv og din arbejdsplads en tjeneste (selvom den måske ikke selv er klar over det. Endnu).

Hvis du går på arbejde i dag for at få råd til en kvalificeret fritid i morgen, så tænk, hvad det kunne blive til, hvis du gik på arbejde i dag, for at skabe en endnu bedre/sjovere/forløsende arbejdsdag i morgen.

Tænk hvad det kunne gøre for virksomheden …

LÆS OGSÅ:

Kunsten at være en sten i skoen

Har du dræbt en igangsætter i dag?