Har du dræbt en igangsætter i dag?

Rastløs. Det var prædikatet, som en gruppe medstuderende på min igangværende efteruddannelse for nyligt knyttede på min profil efter en indledende øvelse på førstedagen.

Konklusionen på en lynsøgning på nettet, hvor de fleste afsløringer om mig var baseret på LinkedIn.

En god håndfuld jobskift – godt nok flere inden for samme virksomhed – indikerede, at jeg var rastløs.

Et ord, der af uklare årsager smager lidt negativt. Uklart, fordi der ret beset ikke findes et modsat ord, der klinger tilsvarende positivt. Stillestående? Tilfreds? Sat?

Pludselig er rastløs måske ikke så dårligt endda.

Og ja, jeg indrømmer blankt, at jeg er virkelig dårlig til at stoppe op og nyde et øjebliks succes, for jeg er allerede gået i gang med jagten på det næste.

For nogen vil det lyde stressende, for dem af os, der har det på samme måde, er alternativet langt værre.

Iværksættere kender følelsen, hvad enten de er entrepreneurer eller intrapreneurer. Målet rykkes hele tiden, og i det øjeblik udvikling erstattes af drift begynder frustrationerne og motivationen svinder ind.

Det er et dilemma. Man kan knokle sig ihjel eller man kan lade være og  – vil vi igangsættertyper påstå – sygne hen og dø i stilhed.

Andre vil af bedste mening opfordre os til at stoppe op og nyde nuet. Tage en dyb indånding i stedet for at stresse os selv og vores omgivelser. Er du på en arbejdsplads, hvor det er i lange perioder handler om konsolidering eller drift, er du helt sikkert blevet præsenteret for det. Så sidder du sikkert og overvejer om det er tid til et jobskifte eller også er du begyndt at bygge om derhjemme …

Og jobskift er en helt reel mulighed/risiko, for de fleste virksomheder har i virkeligheden svært ved at rumme intrapreneurerne – igangsætterne internt i virksomheder – der, nøjagtigt som entrepreneurerne, er på konstant udkig efter nye muligheder, nye måder eller nye udfordringer.

Hvad enten man, som jeg, fremstår rastløs inden for rammerne af en virksomhed eller man er klassisk iværksætter, der er blevet indlemmet i en større virksomhed, så ligger der en konstant udfordring i at matche energien/drivkraften i igangsætteren med et (naturligt) fokus på at sikre den daglige drift.

Drift dræber innovation

Jeg ser mig selv som intrapreneur, og har derfor lært, at der ind i mellem hvert nyt projekt er en periode med drift. En nødvendighed for at sikre fundamentet for fremtidig udvikling. For entrepreneuren, der kommer ind udefra efter at have startet noget op selv, kan det vise sig som et kulturchok.

Jeg har oplevet flere lovende iværksættere, der ser ud til at have ramt helt rigtigt med deres lille nystartede virksomhed, blot for at gå helt ned med flaget efter at være blevet indlemmet i en større virksomhed. Det selvom de faktisk står i en situation, hvor der er kommet flere ressourcer til, og arbejdspresset på papiret er blevet mindre.

Facit bliver, at det der så lovende ud før et opkøb/sammenlægning ikke viser sig som nær den gode forretning alligevel. Enten fordi ildsjælen, der bar det, ikke fulgte med eller fordi ilden hos vedkommende simpelthen er gået ud efter at hans/hendes ide eller virksomhed er blevet presset ned i en virksomheds etablerede system/bureaukrati/papirgange.

Det er et klassisk scenario, og her, at der er er brug for et kursskifte. En synliggørelse af intraprenuererne, og nytænkning inden for forretningsområders livscyklus.

Hvem siger, at den der er bedst til at starte noget op, også er den mest oplagte til at drifte det efterfølgende? Og hvorfor skal et succesfuldt iværksætterprojekt presses ned i virksomhedens etablerede rammer ved et opkøb?

Men hvordan skal det gøres? Det er svært for en virksomhed at tage et projekt fra person, der har lagt hjerteblod i at få det stablet på benene, men mindst lige så svært for den pågældende at give slip på det. Modsat er det også de færreste virksomheder (og nye kollegaer), der evner at fungere med en iværksætter, der fortsætter med at køre sit projekt videre som hidtil uden at tage højde for, at rammerne og retningslinjerne er nogle andre.

Mennesker er den mest innovative ressourcer vi har

Jeg har ikke en skræddersyet løsning, men der kan allerede i dag tages de første skridt på vejen mod en. I første omgang erkende, at det er en udfordring – uanset om man er den berørte medarbejder eller vedkommendes chef – og dernæst blive bevidst om drivkraft og motivation FØR der kigges på systemer.

Jeg kommer ud af en mediebranche, der i årevis har været under massivt økonomisk pres, hvor forretningsmodeller er under konstant udfordring og der i markant grad er behov for nytænkning og innovation. Problemet er, at ingen rigtigt tør investere i noget, der måske kan give gevinst om et år, for hvad skal virksomheden så leve af i dag. Derfor bliver drift og hurtig indtjening hurtigt det praktiske, daglige krav – som man vel og mærke ikke tør sige højt, fordi det klinger hult, når man ret beset ser sig selv som moderne, nytænkende virksomhed, der fokuserer på indholdsudvikling.

I mit fag, som i så mange andre, er der masser af personer med iderigdom, lyst til at gå den ekstra meter for at skabe noget nyt og mod til at gå nye veje og bevæge sig ud af den comfortzone, som i stadig stigende grad er blevet illusorisk, fordi forretningsmodeller og brancher er under konstant pres. Til gengæld er der ikke et tilsvarende arbejdsmiljø, der understøtter det, og det er her, der skal sættes ind. Drift og innovation skal doseres, så der skabes medejerskab og lyst til at udvikle, fordi det på den ene side forbedrer fremtidsmulighederne for virksomheden, og på den anden side giver langt mere arbejdsglæde, der udløser langt mere produktiv drift (og flere ideer). Ren win-win(-win).

Et innovativt miljø starter nede fra og understøttes oppefra

Du kan ikke tvinge nogen til at være kreativ. Du kan ikke gennemtvinge en innovation. Derfor handler det for ledere om at lytte, være tilstede, og reagere, når medarbejdere lufter ideer. Herefter give pladsen/tiden til at forbedre den eller føre den ud i livet. Kreativitet og nytænkning vokser frem og drives af lyst. Du får ikke medejerskab og motiverede medarbejdere eller kollegaer ved at lade dem eksekvere på dine ideer.

Innovation starter nedefra. Det starter hos den enkelte, og det er så op til den gode leder at sikre rammerne, så medarbejderen kan få den ud over rampen.

Nøjagtigt som i curling, hvor medarbejderen kaster stenen, og lederen så fejer foran den, så den lander bedst muligt.

Og ja, det er en investering. Det er en investering i menneskelig kreativitet med en stor risiko for at det enkelte idé ikke holder hjem. Til gengæld er der altid en afledt gevinst. Motivationen er blevet højere hos den enkelte, lysten til at tænke ud af boksen er blevet større, og det breder sig, så mængden af ideer og kreativitet øges. Hvis der går én god ide på ni dårlige, så skal man jo også acceptere de ni dårlige. Men vil du ikke også kunne leve med 90 dårlige ideer, hvis du havde fået understøttet ti gode, der gjorde en kæmpe forskel for din virksomhed, dine medarbejdere og i sidste ende din bundlinje?

Der er altså al mulig grund til at værne om intrapreneurerne – hvad enten de allerede er i virksomheden eller er entrepreneurer, der er kommet til.

I en tid, hvor alle råber på innovation og nytænkning, mens etablerede forretningsmodeller er udfordrede, er der brug for dem.

Fremtiden tilhører de rastløse …

LÆS OGSÅ: Kunsten at være en sten i skoen

Reklamer

Kunsten at være en sten i skoen

Jeg er som de fleste, relativt kompleks. Jeg tror ikke på, at der findes noget sådan som et almindeligt, ordinært menneske. Dermed kommer jeg – og alle andre – uundgåeligt til at være den lille eller store sten i skoen hos vores omgivelser. På godt og ondt.

Jeg gør mig ingen illusion om at kunne falde i et med tapetet, eller maskinelt sidde i et mørkt hjørne og drifte et stykke arbejde til den dag, hvor der ikke længere er brug for mig. Det gør vel de færreste.

Vi brænder alle sammen for noget, for at blive bedre, agere i en bedre verden eller gøre en forskel. Vi har faktisk alle potentialet til at være stenen i skoen. Den person, der fremtvinger en reaktion eller en refleksion, når alle andre er i bevægelse mod et mål, der muligvis blot er dikteret af manglen på et bedre.

Til gengæld er en sten i skoen sjældent forbundet med en udpræget positiv følelse, og selvom vi alle er netop det i forskellige sammenhænge, når vi sætter spørgsmålstegn eller udfordrer vanetænkning, så falder det ikke altid i god jord hos os, når andre er den samme, berømte sten.

Jeg har prøvet det på den hårde måde flere gange, og forsøgt at tillære mig kunsten at være den rigtige sten i skoen. På det rigtige tidspunkt.

Der skal stilles spørgsmål. Status quo skal udfordres. Plejer er død.

Det er en helt basal del af udvikling. Det gælder for dig både personligt og fagligt, og det gælder for din arbejdsplads.

Basalt eller ej, så er det ikke nemt, og jeg har flere gange oplevet, at et spørgsmål kan blive opfattet som undergravende af en chef, eller foruroligende af kollegaer, der lige dér følte sig konfronteret med et potentielt scenarie med masser af forandringer. Lige så meget vi har lyst til at optimere og forbedre vores egen situation, lige så skræmte er de fleste ved udsigten til forandringer, der kommer udefra.

Det er faktisk sådan vores hjerne fungerer. Den elsker systemer, og bryder sig ikke om at få dikteret ændringer. Til gengæld kan vi sagtens blive motiveret til forandring, hvis det vel og mærke komme indefra og giver hjernen udsigt til endnu bedre systemer.

Det er derfor, at din idé, der satte gang i alle de positive hormoner i dig, kan fremkalde direkte angst hos din kollega.

Det er bevidstheden om omgivelsernes reaktion, der ophøjer en sten i skoen fra noget, der føles som en afsporing til noget, der rent faktisk korrigerer en retning.

Da jeg var yngre havde jeg svært ved at styre min begejstring, hvis først en kreativ tankerække havde kastet et eller andet “genialt” af sig i mine egne øjne. Det MÅTTE ud. Uanset hvad. Desværre var timingen ikke altid optimal. Forestil dig et heldagsseminar, hvor alle hen i mod slutningen er godt møre og allerede er begyndt at spejde længselsfuldt mod døren. Pludselig er der en, der kaster en ny idé eller overvejelse på bordet. Jeps. Det var mig.

Undskyld.

Det kan lige så vel ske i det åbne kontorlandskab, hvor alle er i fuld gang med deres opgaver og pludselig er der en, der gerne vil delagtiggøre sidemanden eller endnu flere i en pludselig opstået ide eller refleksion, der ret beset intet har at gøre med de opgaver, der skal løses lige nu og her.

Jep!

Undskyld.

Jeg ved, jeg ikke er alene. Hverken om at koge over, når der er tryk på de kreative tanker eller blive irriteret, når det sker for alle andre.

Lad det bare simre, hold blusset ved lige, og fokuser i stedet på forløsningen. Det handler om timing, og indpakning.

Som med alt andet, der er drevet af spontanitet er det typisk noget, der skal læres på den hårde måde. Alligevel vil jeg her dele et par gode råd, der kan gøre dig til en mere værdsat sten i skoen, og som en sidegevinst styrke dine bedste ideer.

  1. Skriv ned! En idé, en tanke, en refleksion skal ikke holdes nede. Den skal ud, og derfor bobler du over – uden tanke på om omgivelserne er parate til at modtage input. Det betyder, at enten hører ingen efter eller også overskygges det af irritation. Skriv ned i stedet. Jeg har personligt gjort det til en vane at have en lommebog med til (næsten) alle møder, foredrag og lignende. Ud over at bruge den til at notere input, så holder jeg en tredjedel af hver side ledig til ideer og tanker, der ikke nødvendigvis har noget med det aktuelle input at gøre, og altså ret beset ville være forkert at sige højt. Det ville være at betragte som en afsporing.Til gengæld er trykket gået af den kreative trykkoger, når det er skrevet ned. Mentalt kan jeg bedre holde fokus på det, der foregår omkring mig, og samtidig ved jeg, at min ide er gemt. Intet er så vanskeligt som at sætte ord på en kreativ tanke. Det er fordi, at sprog og ord ligger i venstre hjernehalvdel sammen med logik og praktik. Kreativitet og fantasi ligger i din højre hjernehalvdel. Fordelen ved at tvinge en idé fra den ene halvdel til den anden betyder til gengæld, at den finpudses lige præcist nok til, at du efterfølgende har nemmere ved at vurdere den nøgternt og den er pludselig væsentligt nemmere at formidle til andre.
  2. Kend din modtager. En idé er sjældent noget værd, hvis den aldrig kommer længere end til nederste tredjedel af en lommebog. Den skal deles, og her er det en rigtig god ide at tvinge sig selv til at identificere, hvem der rent faktisk har glæde af den eller skal involveres. I stedet for at præsentere noget i en stor forsamling, så tag den direkte med dem, der rent faktisk kan have gavn af din idé. Helt konkret. Skriv de absolutte nøglepersoner ned ved siden af den idé, som du har noteret tidligere. Det er meget nemmere at ‘sælge’ en idé på den rigtige måde, når man rent faktisk på forhånd er bevidst om, hvem den skal præsenteres for på en-til-en-niveau. Det er min erfaring at nogle chefer eksempelvis bedre håndterer at få udfordret status quo, når det sker på tomandshånd end i større forsamlinger, hvor det kan blive opfattet som en udfordring af autoritet.

Bliver det ovenstående ikke meget struktureret og dræbende for den kreative proces? Min personlige erfaring er nej. Faktisk har jeg en følelse af, at flere af mine ideer lever længere, og det allerbedste ved at bruge begge hjernehalvdele og fokusere på timing og modtagere, så bundfælder mine bedste ideer sig væsentligt nemmere hos andre end kun hos mig selv.

Prøv det.