Intrapreneurerne er din nye livline

Du har hørt det masser af gange. Der er brug for innovation. Din arbejdsplads’ eller virksomheds fremtid er afhængig af nytænkning og udvikling. Desværre ender det så også typisk i enten en masse snak uden handling eller handling uden en forudgående snak, hvilket betyder, at der kastes masser af penge ud til projekter, der måske – måske ikke – ender med rent faktisk at gøre en forskel.

Måske derfor er forretningsudvikling hos dig endt med kapitulering i forhold til dele af markedet eller et opkøb i bestræbelserne på at holde dig foran konkurrenterne.

Hvis ikke du kan selv, så må du købe dig til det, hvilket har gjort masser af iværksættere til millionærer. Iderige mennesker, der så enten vælger at afhænde livsværket for at lave et nyt, eller følger med ind i den nye virksomhed, hvor de så ofte ender med at rejse igen. Af den simple grund, at rammerne ikke er til en iværksætter. Det var jo formodentligt derfor, at virksomheden i første omgang valgte at foretage opkøbet i stedet for at fremdyrke en ny forretning selv.

Og det er her, at problemet står mest tydeligt. Du kan købe dig fattig i nye forretningsenheder, og du kan for en kort bemærkning fremstå som en virksomhed, der befinder dig i frontlinien på et skærpet marked. Det lige ind til konkurrenten køber noget, der er lidt smartere.

Hvad enten du har midlerne til opkøb eller ej, skal den langsigtede løsning findes ved at kigge indad. Er din virksomhed overhovedet gearet til at være innovativ? Hvor mange ideer

Er du virksomhedsleder er svaret måske ja – men mest fordi du i hvert fald ikke står i spidsen for en virksomhed, der er det modsatte. Vil de ansatte svare det samme lige så automatisk?

Det er slet ikke sikkert, og dermed er din virksomhed med stor sandsynlighed ikke innovativ.

Innovation er en kreativ proces – fuldstændigt anarkistisk i forhold til organisationen og ofte noget, der starter nedefra med en god idé, en skæv tanke eller et indfald hos sekretæren, ingeniøren, sælgeren eller en helt fjerde.

Og jo, de får faktisk de tanker. Der sidder masser af kreative mennesker med iværksætteri i blodet rundt om i din og mange andre virksomheder. Du ser bare ikke nødvendigvis ikke sådan på dem. Det er dem, der stiller spørgsmål lige når du tror, at et møde er slut, dem der pludselig har lavet om på de etablerede papirgange, dem der begynder at virke rastløse, når de har haft samme arbejdsopgaver i mere end et år. Det er faktisk dem, som du formodentligt af og til synes er ret irriterende, fordi de ryster ved fundamentet og skubber folk – også dig – ud på kanten af din comfortzone.

Hvorfor skal jeg nu tage stilling til det her? tænker du, når du fem minutter over fyraften fredag eftermiddag bliver blokeret af en medarbejder med en ud-boksen-tanke i hovedet. For helt ærligt, det har fungeret fint i årevis, og burde medarbejderen ikke bruge sin tid på det, som vedkommende er ansat til?

Lige præcist der skal du tænke, “hey, der står sgu en medarbejder, der kan flytte os”. Og ja, der kommer masser af ideer, der er dårlige, måske ligefrem direkte i modstrid med forretningsgrundlaget, men for hver ti dårlige ideer opstår også en god. Måske en så god idé, at den kan forvandle hele forretningen i en positiv retning.

Jeg har stået i døren – masser af gange – jeg er også sikker på, at der er chefer og kollegaer, der har tænkt, at jeg var møgirriterende, når jeg udfordrede status quo. Jeg kender reaktionen, for jeg har også prøvet at være i chefens rolle. Typisk kommer de mange entusiastiske input på tidspunkter, hvor den daglige drift har lagt så stort beslag på ressourcerne, at en ide eller et spørgsmål umiddelbart kan fremstå som en afsporing.

Problemet er, at drift i virkeligheden ofte også er afvikling. Virksomheder der alene er fokuseret på drift ender ofte med at blive overhalet og miste markedsandele. Der er altid nogen, der finder ud af at gøre tingene bedre, billigere eller smartere. Og bedre, billigere og smartere starter med at nogen sætter spørgsmålstegn ved status quo.

Nøgleordet er intrapreneurship, og ja, det er faktisk også et nyt ord for mig, selvom det, som det dækker over ikke er nyt. Det er entrepreneurship, der finder sted internt i en virksomhed eller en organisation. Et begreb der fortjener langt mere synlighed, og det vil derfor også være et omdrejningspunkt på min blog.

Jeg håber, at ved at sætte ord på, at mange flere vil få øjnene op for hele ideen om interne iværksættere, og ikke mindst give alle jer, der føler sig som sådanne, en følelse af, at I er vigtige og vigtigst af alt, så er I rigtigt mange!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s